Lightroom for Android

De 6 bedste kamera-apps til iPhone og Android

Standardkameraet i din smartphone kan gøres endnu bedre med en kamera-app. Vi har vores 6 favoritter.

7. september 2016

Selv om standardkameraet i din smartphone er fint nok, så kan det skræddersys endnu mere efter dine behov ved at vælge en app at skyde billederne med.

Kameraet er jo det samme, men de forskellige apps kan hjælpe med brugervenlighed, flere indstillingsmuligheder eller mulighed for billedbehandling og deling.

1. VSCO fås til både Android (fra Lollipop og frem) og til iOS.

App’en er gratis og giver dig mulighed for indstilling af hvidbalancen, ISO og lukkertiden på kameraet. VSCO har også mulighed for efterbehandling af billedet og deling.

> Læs også 5 gratis apps du skal bruge til at redigere dine billeder på mobilen

2. 645 Pro Mk III fås kun til iOS.

Den er et godt bud på en app til fotografen, der er vant til at betjene et professionelt spejlreflekskamera. Appen giver direkte adgang til alt, der kan kontrolleres i et iOS-kamera, som manuel eksponeringskontrol, halvautomatisk lukkertidsprioritet og ISO-prioritet.

Appen har desuden en række muligheder for forudindstillinger til hvidbalance.

3. Open Camera findes kun til Android.

Gratis app, som åbner for alle indstillingsmuligheder på dit Android-kamera. Udviklingen sker som open-source og nye funktioner tilføres løbende. Open Camera kan forbedre billedstabiliseringen og har mulighed for fjernbetjening ved at give en lyd eller klappe.

4. Manual fås kun til iOS.

Giver som navnet antyder en mulighed for at styre indstillingerne selv. Det giver eksempelvis mulighed for lange lukkertider eller mulighed for at styre hvidbalance, og hvor fokuseringen i billedet skal være.

5. Lightroom til Android

Det første bud på en samlet raw-løsning til din smartphone. Selv om Lightroom mest er kendt for billedredigering, er denne app med fra skuddet bliver taget til den efterfølgende redigering, og på flere Android-telefoner kan du tilmed optage i raw-formatet dng, der giver optimale muligheder for billedbehandling.

6. Camera+ til iOS.

Giver dig udover fokusering også mulighed for at styre eksponeringen ved at trykke på skærmen, hvor lyset skal måles. Det er således muligt at fokusere et sted på billedet og styre lyssætningen fra et andet punkt.

> Læs også 3 uundværlige apps til fototuren

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...