iPhoto udfordres af nyt program

Mange Mac-brugere har kunnet glæde sig over brugervenlighed og funktioner i iPhoto, men programmet har nu fået en hård konkurrent, som tilmed er ganske billig. Med Snapseed, som også findes til iPhone og iPad, laver du dine justeringer direkte på billedet.

19. januar 2012

Nik Software, der er kendt for billedbehandlingsprogrammer som fx Dfine og Viveza, har haft stor succes med Snapseed til iPhone. Den fikse app gør det nemlig muligt at lave lynhurtig billedbehandling på en ny og intuitiv måde. Nu har Nik taget konsekvensen af den store popularitet og udviklet Snapseed til Mac-computere.

Snapseed er opbygget på samme måde som til de mobile enheder, så iPhone-brugere vil hurtigt føle sig hjemme her. Ved at trække sit billede ind i brugerfladen fra fx iPhoto får man mulighed for at lave basal billedbehandling. Det er desuden muligt at tilføje kreative effekter som fx Grunge, Vintage, Tilt & Shift og Drama, så billedet får et helt nyt udtryk. Som Nik's øvrige programmer vil man også her stifte bekendtskab med den revolutionerende U Point-teknologi, hvor man ved hjælp af kontrolpunkter i billedet kan justere graden af sine ændringer.

Der er endnu ingen forlydender om en pc-version. Til gengæld kan Android-brugere snart glæde sig. Der er nemlig en version på vej til mobiltelefoner, som bruger dette styresystem. Snapseed til Mac kan købes via Mac App Store for 120 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...