Adobe er klar med Elements 10

En af efterårets tilbagevendende begivenheder er lanceringen af en ny version af det populære billedbehandlingsprogram, Elements. Og ganske som forventet har Adobe nu lanceret version 10 til både foto- og videoredigering.

21. september 2011

Så er det tid til at opgradere sit favoritprogram til billedbehandling. Med jubilæumsudgaven Photoshop Elements 10 og Premiere Elements 10, er der nu tilføjet endnu flere smarte funktioner til de ellers ret fyldige programmer.

Photoshop Elements 10 byder blandt andet på en opgraderet Organizer, hvor man kan udføre smart visuel søgning. På den måde er det muligt at søge på former og farver og kombinere kriterierne efter behov. Det er også muligt at søge på objekter i billederne, og man kan finde dubletter i billedsamlingen. Facebook-brugere vil kunne glæde sig over muligheden for at tagge personer på sin venneliste.

Når det gælder billedbehandling, har Adobe udbygget redigeringsmodulet Guided med flere smarte funktioner. Her kan man fx bruge effekter som Orton-effekt, der er en kunstnerisk sløring, eller man kan tilføje baggrundssløring.

Premiere Elements 10 har også en række spændende nyheder på programmet. Der er fx en ny zoom- og panoreringsfunktion. Som noget nyt kan film nu også eksporteres i formatet AVCHD, så man kan brænde HD-optagelser på almindelige dvd-skiver, ligesom film kan uploades til YouTube eller Facebook.

Både Photoshop Element 10 og Premiere Elements 10 koster 775 kroner stykket. Man kan også købe begge programmer i en samlet pakke for 1162,50 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...