Dæmp den hårde kontrast i Photoshop

Når solen skinner, er der stor forskel i lysstyrken, så detaljerne nemt forsvinder i skyggerne, mens højlysene næsten brænder ud i dine fotos. Her får du tre smarte metoder til at forbedre lyset i Photoshop Elements.

I Photoshop Elements kan du hive langt flere detaljer frem fra de mørkeste og lyseste dele af dine billeder. Vi har samlet tre metoder, der dæmper den hårde kontrast.

Den nemme metode: Sørg for at vælge modulet Expert øverst i brugerfladen. Vælg Enhance, Adjust Lighting og Shadows/Highlights.... Som standard er funktionen indstillet til at løfte skyggerne og dæmpe højlysene, men du kan efterjustere på skydeknapperne. Klik på OK, og billedet er klart.

Den grundige metode: Andre metoder kan ofte give lidt skær i overgangene mellem lyse og mørke områder, men det undgår du med denne metode. Åbn billedet, og sørg for, at modulet Expert er valgt. Tast Ctrl + J for at oprette en kopi af baggrundslaget. Tast Ctrl + Shift + U, så laget bliver i gråtoner, og tast derefter Ctrl + I for at vende det sort-hvide billede til negativ. Sørg for, at paletten Layers er åben. Er den ikke det, klikker du på knappen Layers nederst til højre. I rullemenuen i paletten vælger du blandingstilstanden Overlay. Nu bliver skyggerne markant lysere og højlysene mørkere. Justér nu på Opacity lige ved siden af rullemenuen, for at dæmpe effekten lidt. Vælg Layer og Flatten Image.

Den rå metode: Den indbyggede raw-konverter i Elements er genial til at justere lysforholdene med. Har du optaget billedet i raw-format, åbner du blot billedet i Elements, så dukker raw-konverteren frem, men du kan også åbne almindelige jpeg-billeder i raw-konverteren. Her skal du blot vælge File og Open As.... Find, og markér dit jpeg-billede, og vælg Camera Raw ud for Open As. Klik så på Åbn. Nu kan du føre skydeknapperne Shadows og Blacks mod højre og skydeknapperne Highlights og Whites mod venstre, til billedet ser fint ud. Klik så på Open Image.

Uanset, hvilken metode du har valgt, gemmer du billedet ved at vælge File og Save As.... I artiklen herunder kan du i øvrigt se, hvordan du tackler den hårde kontrast i kraftig sol allerede i optagelsen.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...