De bedste tips til farver

Billederne bliver indbydende, når farverne får et boost. Vi har samlet vores tre favorit-tips til stærke nuancer og farver i Photoshop Elements.

8. maj 2013

Den helt klassiske metode til at få kraftigere farver er at benytte Hue/Saturation, hvor man skruer op for Saturation. Der findes dog et væld af forskellige funktioner, man kan tage fat i, og som giver bedre resultater i Photoshop Elements.

Se også 20 tips til optimale farver

TIP 1: Ved at arbejde med lag og deres blandingstilstande, kan du på én gang give farver og kontrast et boost. Sørg for, at du arbejder i modulet Expert, som du kan vælge øverst i brugerfladen. Åbn dit billede, og tast Ctrl + J for at oprette en kopi af baggrundslaget. I paletten Layers vælger du nu blandingstilstanden Overlay i rullemenuen øverst. Justér effekten i Opacity. Her har vi sat den til 75%.

TIP 2: Det er sjældent alle farver i billedet, der trænger til kraftigere nuancer, og det er heldigvis nemt at forstærke en enkelt nuance. Her har vi gjort de blå toner i himlen og vandet kraftigere uden at påvirke de grønne. Vælg Enhance, Adjust Color og Replace Color.... Klik med pipetten i himlen på den farve, du vil forstærke. Sæt Fuziness omkring 40, og vælg Add to sample, som er en pipette med et plustegn ved siden af. I det sort-hvide eksempel i boksen kan du se, hvilke områder af billedet, der vil blive påvirket. De er nemlig markeret med hvid. Klik nu på dele af fx himlen, som mangler at blive markerede. Klik gerne flere steder. Nu kan du skrue op for Saturation til fx +35. Klik på OK.

TIP 3: Funktionen Saturation forstærker alle farver på én gang, så nogle nuancer risikerer at blive til ensfarvede plamager, hvis de allerede er mættede i forvejen. Her er funktionen Vibrance mere sofistikeret. Den gør nemlig kun dæmpede farver kraftigere, mens den lader allerede mættede nuancer være. For at bruge funktionen skal du vælge modulet Quick øverst i brugerfladen. Klik på punktet Color i højre side, og vælg Vibrance. Her har vi skruet godt op for skydeknappen, og sat den på 90%.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...