Filredigering i Premiere Elements

Klip dine egne film

Dit kamera, din mobil og din drone kan optage video. Men for at det bliver rigtigt godt kræver det en omgang i klipperummet. Her viser vi, hvordan du laver en rigtigt fed film af dine optagelser i Premiere Elements.

25. marts 2016

De fleste filmklippeprogrammer er bygget op omkring en tidslinje, hvor du hiver dine klip ned på, og så sætter sammen. Det er også her, du tilføjer musik og laver overgange. Det er ganske let og meget sjovt, men det bliver lettere hvis du overholder nogle ganske få tricks i optagelsen.

1) Tøm billedet. Når du optager en person, så optag personen, når vedkommende går ud ad billedet. Det gør det lettere at klippe tilbage til samme person, eller en anden.

2) Placér talende personer i den ene side, og lad dem kigge ind i det tomme område. Lad fx en person være i venstre side af billedet og tale ind i højre side, og en anden være i højre side og tale til venstre. Så kan man også få dem til at tale sammen.

3) Aldrig optag i højformat. Alt for mange mobiltelefonvideoer er optaget i højformat, men dit fjernsyn vender jo ikke den vej, vel? Optag altid i bredformat. Altid.

4) Sørg for god lyd. Taler du i din video, så vær så tæt på mikrofonen som muligt, og hold øje med støjkilder som biler, fly og blæst, som vil drukne al tale. Brug om muligt en ekstern mikrofon.

5) Hold kameraet stille. Helt stille. Det er drønforvirrende at se på billeder, hvor kameraet bevæges hele tiden. Brug så vidt muligt stativ. Skal du bevæge dig, så enten brug en stabilisator eller rulleskøjter eller skinner eller noget andet der støtter kameraet. Du kan til nød bevæge kameraet håndholdt, men hold kameraet tæt til kroppen og bevæg det ganske langsomt. Slå altid billedstabilisering til.

6) Lad være at optage zoom på en detalje. Vis først oversigtsbilledet. Sluk kameraet, zoom ind, og så optag igen. En zoombevægelse irriterer og giver folk lyst til at se, hvad der ligger uden for rammen. Husk at du ikke behøver bestemme, hvad seeren skal se. Zoom ud og lad folk selv gå på opdagelse i billedet.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...