Åbn raw-skud fra de nyeste kameraer

Der er kommet ny raw-konverter til Photoshop, så du allerede nu kan åbne raw-filer fra spritnye modeller som Nikon D810. Og så er der godt nyt til Sony-entusiasterne.

18. juli 2014

Adobe har netop opdateret raw-konverteren til Photoshop til version 8.6 med en række godbider. Der er tale om en såkaldt Release Candidate, der er en foreløbig udgave, der dog skulle virke uden problemer.

Den største nyhed er, at du nu kan åbne raw-filer fra de helt nye kameraer Nikon D810 og Panasonic LUMIX DMC-FZ1000. Desuden er der godt nyt for Sony-folket, da man nu kan vælge imellem flere forskellige kameraprofiler til Sony DSC-RX100 III, Sony Alpha7S og Sony Alpha77 II.

Der er også kommet flere objektivprofiler til, så de optiske fejl kan rettes automatisk. Det gælder fx for nyhederne Canon EF-S 10-18mm F4.5-5.6 IS STM, Canon EF 16-35mm F4.0L IS USM og Nikon 1 NIKKOR VR 70-300mm F4.5 – 5.6.

Der er desuden kræset lidt ekstra for dem med Sony Alpha-kameraer, da der nu er objektivprofiler for fx Sigma 18-35mm F1.8 DC HSM A, Sony 100mm F2.8 MACRO, Sony 70-200mm F2.8G og Sony 70-400mm F4.0-5.6 G SSM II.

Camera Raw 8.6 Release Candidate bliver ikke installeret automatisk. Du skal hente den her til Photoshop CS6 og her til Photoshop CC og CC 2014.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...