Ret det skæve perspektiv

Den nye version af DxO Optics program ViewPoint er blevet endnu bedre til at rette styrtende linjer og fjerner nu også optiske fejl som fortegning.

26. september 2013

Nyheden Dxo ViewPoint 2 kan rette op på skæve perspektiver og styrtende linjer med større præcision end før. Det klares via et nyt system, hvor man nu har otte kontrolpunkter til at fortælle programmet præcist, hvilke linjer, der skal rettes enten lodret eller vandret. Der er desuden kommet en indstilling kaldet Natural, der får ens justeringer af perspektivet til at se mere naturtro ud med ét museklik.

En anden klar forbedring er, at ViewPoint 2 nu arver de meget stærke funktioner til automatisk at rette optiske fejl som fortegning fra DxO Optics Module, der er kendt af firmaets raw-konverter. Man kan også fjerne fortegningen manuelt, hvis der ikke findes en profil til netop ens objektiv.

Endelig er funktionen til at beskære billedet blevet forbedret, så man let kan styre, hvad der skal med, ligesom man frit kan ændre sideforholdet. ViewPoint 2 virker både som selvstændigt program og som plug-in til Elements, Photoshop, Lightroom og Aperture. Det kan lige nu købes til en særlig pris for 49 Euro – svarende til 365 kroner - efter den 20. oktober stiger prisen til 589 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...