Apple iLife ’09

Test af Apple iLife ’09

Den fantastiske programpakke til foto, video, musik og hjemmesideproduktion er kommet i ny version til Mac-folket. Bruger du stadig pc, så læs vores anmeldelse, og så ses vi, når du har været nede i Apple-butikken.

13. maj 2009

Den største udfordring ved at skrive denne anmeldelse er at undgå en salgstale for firmaet bag iLife ’09. Så lad os med det samme slå fas : Nej, vi er ikke sponsoreret af Apple.

Når man har prøvet den nye programpakke, er det trods finanskrise og triste vejrudsigter svært at bevare pessimismen, for arbejdet med foto og video er blevet en del smartere og sjovere.

iLife er en pakke bestående af programmerne iPhoto, iMovie, GarageBand, iWeb og iDVD. Det er primært de første to programmer, der har relevans i disse spalter.

Pakken er installeret på alle nye Mac-computere og kan for dem, der allerede har en Mac, købes for 599 kroner, hvilket er en nærmest latterligt lav pris. iLife kan ikke køre på pc, men pakken er så god, at det for mange er et tungt argument for at skifte pc’en ud med en Mac.

iPhoto ’09 er stadig fremragende billedorganisering. Programmet har nu fået ansigtsgenkendelse, så man automatisk får skannet alle sine billeder. Når så man fortæller programmet, at et givent foto viser svigermor, så kommer programmet op med en masse andre billeder i arkivet, som givetvis indeholder det kære familiemedlem.

Funktionen gør det utrolig nemt at finde billeder af bestemte personer, men er ikke helt fejlfri. Vi fik især gode resultater med personer med briller. I ét tilfælde fandt programmet 605 billeder af en bestemt person, og kun 16 af disse var forkerte. Jo mere man hjælper med at be- eller afkræfte søgeresultaterne, jo bedre bliver iPhoto til velsen. Selv ansigter i skæve vinkler eller i baggrunden findes uden problemer.

En anden vigtig nyhed er funktionen Places. Den gør det muligt at læse gps-koordinater i dine billeder og derpå placere alle dine skud med knappenåle på et verdenskort. Man kan lave markedets flotteste fotobøger med indbyggede landkort ud fra gps-oplysningerne, og så er billedbehandlingsdelen forbedret en smule, selv om det stadig ikke er programmets stærkeste side.

Med et kamera som Nikon COOLPIX P6000 kan iPhoto ’09 automatisk placere billeder på et kort. Her har vi dog også tastet manuelt.

Hollywood på fem minutter En central del af iLife ’09 er iMovie, der er et suverænt program til videoredigering. Også her er der flere nyheder, end vi har plads til at omtale, men blandt de vigtigste er indbygget billedstabilisering.

iMovie analyserer dine optagelser, og hvis de er for rystede, kan programmet beskære og dermed gengive et mere blødt forløb. Med den nye funktion Precision Editor kan man lave sine klip mere præcise, for det, man egentlig har klippet væk, kan til enhver tid kaldes frem og efterjusteres, og man kan med et enkelt museklik blande lyd fra ét klip med billeder fra et andet.

Desuden er der nu en række forrygende temaer, som får din film til at ligne en mindre Hollywood-produktion. Fx kan man præsenterer sine film i et levende fotoalbum sammen med landkort i bevægelse.

Blandt de smarte nyheder i iMovie ’09 er temaerne. Her starter vores film fx i et fotoalbum, der viser dele af vores film på forsiden.

Én ting er sikkert. Det er ikke et spørgsmål, om man bør anskaffe sig denne overlegne og stærkt vanedannende programpakke, men mere en overvejelse for pc-brugerne, om de vil spendere en masse penge på en ny computer. Vi stemmer ja – og vi er som sagt ikke sponsorerede, blot særdeles begejstrede.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...