Test af Capture One 4

Den nye raw-konverter fra Phase One er i top, når det handler om at hente selv de fineste billeddetaljer frem, men vi savner bedre farvejustering.

5. juni 2008

Den nye raw-konverter fra Phase One er i top, når det handler om at hente selv de fineste billeddetaljer frem, men vi savner bedre farvejustering.

Udvikling af programmer til at konvertere raw-filer går for tiden rigtigt stærkt. Nu har en af de gamle kendinge, danske Phase One, opdateret deres bud til den krævende fotoentusiast.

Med Capture One 4 er der kommet funktioner til at hente flere detaljer i skyggefyldte områder og højlys, ligesom man kan oprette flere versioner af samme billede og vurdere dem side om side, hvilket er smart. Brugerfladen har også fået et løft med et meget logisk flow i arbejdsgangen fra import over justeringer til konvertering.

Den nye version af Capture One bevarer heldigvis en af de helt store styrker fra Phase Ones raw-konvertere, nemlig muligheden for at hente alle de bedste billeddetaljer. Til sammenligning kan man bruge tid på at indstille skarpheden i Adobes Camera Raw og Lightroom, uden at det bliver helt så godt. Desuden kan Capture One 4 finde flere nuancer frem i skyggefyldte områder.

Til gengæld er programmet ikke lige så godt til at redde udbrændt højlys som konkurrenten Adobe, idet funktionen Highlight påvirker resten af tonerne i billedet for meget. Det er lidt ærgerligt.

Ingen farvejusteringer

Konvertering af raw-filer er desværre ingen eksakt videnskab. De forskellige programmer har alle deres styrker og svagheder, når det gælder farveægthed. Vi savner især de mere friske og klare forårsgrønne farver i Capture One 4, hvor fx græs bliver mørkt. Til gengæld står de orange farver godt, hvor Adobe ofte har problemer. Raw-konvertering af indendørs hudtoner er heller ikke altid lige i øjet, fordi billederne generelt bliver lidt mørkere og mere kontrastfyldte end konkurrenternes.

Det er derfor Capture One 4’s største svaghed, at det mangler mulighed for at finjustere de individuelle farver. Man kan justere den over ordnede farvebalance, men det løser ikke problemerne. Og det er synd, for de basale funktioner som Levels og Curves fungerer rigtig godt.

Programmet giver også mulighed for at benytte skræddersyede kameraprofiler, men de medfølgende hjalp desværre ikke ret meget i vores tilfælde. Det trækker ned, at muligheden for at konvertere til sorthvid begrænser sig til at fjerne farverne med Saturation.

En af nyhederne i Capture One 4 er, at man kan oprette en række virtuelle kopier af et billede. På den måde kan man lave mange forskellige justeringer og så sammenligne resultaterne side om side for at se, hvilket man foretrækker. Det er også er et stort plus, at man kan kopiere udvalgte justeringer og genbruge dem på alle sine billeder.

Man kan sortere sine optagelser efter fx navn, dato, ISO og rangering, men Capture One 4 er slet ikke egnet til at organisere hele billedsamlingen i stil med Lightroom og Aperture.

DIGITAL FOTO nr. 9/2008

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...