Tilbud på videoredigering i overhalingsbanen

Du kan få Adobe Premiere Pro CS5.5 og Adobe Creative Suite 5.5 Production Premium til halv pris.

15. juli 2011

Adobe er kommet med et særdeles godt tilbud alle entusiaster og professionelle, der redigerer massevis af videofilm. Det er nemlig muligt at købe det professionelle videoprogram Premiere Pro CS5.5 eller hele pakken Creative Suite 5.5 Production Premium til den halve pris den kommende tid.

Tilbuddets målgruppe er brugere af videoredigeringsprogrammer som fx Avid og Apple Final Cut Pro, ligesom en række af Adobes egne programmer også gør det muligt at opgradere. Du kan læse om dine muligheder her, hvor det også fremgår, at du skal benytte kode SWITCH i feltet Promotion Code, når du køber det i Adobes webbutik.

En af de helt særlige fordele ved Adobe Premiere Pro CS5.5 er, at det kan benytte computerens grafikkort i stedet for processoren til at beregne ens ændringer af fx lys og farver eller tilføjede effekter, så man kan gennemse ens redigerede videoklip i real-time. Og det er virkelig en fordel, der kan mærkes i praksis, skulle vi hilse og sige.

Vi testede funktionen på en sekvens med flere lag og effekter samt videoklip i forskellige formater. Med vores nVidia GTX 570-grafikkort i aktion kunne vi gennemse klippet uden tøven, men når vi slog det fra og brugte computerens processor, måtte vi pænt vente i 1 minut og 43 sekunder, indtil sekvensen var renderet, og vi kunne få lov til at tjekke den. Og så var der endda kun tale om et klip på 52 sekunder, så der er virkelig noget tid at spare.

Den lynhurtige rendering virker selvfølgelig også, når det endelig videoprojekt bliver eksporteret. Og så nyder man endda godt af en højere billedkvalitet, fordi beregningerne på grafikkortet foregår i 10 bit mod 8 bit på computers processor. Intet her i livet er dog gratis. Du skal nemlig have et af de grafikkort, som Adobe nævner her. Det billigste er et GTX 470, som vi har set til 1600 kroner. Desuden understøtter den særlige teknologi kun de mest almindelige overgange som fx fade til sort eller en glidende overgang fra et klip til et andet. De andre kan sagtens bruges, men klares altså ikke i real time.

Adobe Premiere Pro CS5.5 kører i 64-bit, og man kan straks redigere i ens videoklip fra spejlreflekskameraet uden at skulle ændre det til et andet format først. Man kan også uden bøvl kan mixe forskellige opløsninger og formater i en og samme sekvens. Adobe Premiere Pro CS5.5 koster normalt 7912 kroner, men efter den særlige rabat lyder prisen på 3956 kroner.

Hvis man alligevel har kreditkortet fremme, skal man måske overveje at gå hele vejen og købe Adobe Creative Suite 5.5 Production Premium, der normalt koster 17.700 kroner, men kan nu fås for 8850 kroner. Her får du nemlig ud over Adobe Premiere Pro CS5.5 også Photoshop CS5 Extended, Illustrator CS5 og lydprogrammet Adobe Audition CS5.5 med samt ikke mindst videoeffektprogrammet After Effects CS5.5, der virkelig kan løfte videoprojekterne til nye højder.

En af de mest spændende nyheder i CS5.5-versionen af After Effects er Warp Stabilizer, der kan stabilisere håndholdte videooptagelser, så det ser ud som om, at de er optaget med et professionelt setup med kamera monteret på skinner og hele molevitten. Vi har prøvet funktionen, og den virker ret overbevisende. Den kendte videofotograf Vincent Laforet er også ret begejstret, som du kan læse et stykke nede i hans blog her. Funktionen virker ved at beskære billedet, så man mister altså lidt opløsning afhængig af, hvor meget videoklippet skal stabiliseres.

Det særlige Adobe-tilbud kører indtil den 30. september 2011. Du kan læse mere det her, og hvis det fanger din interesse, er det oplagt at hente en prøveversion hos Adobe først. Så har du 30 dage til at teste i inden et eventuelt køb.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...