Videoredigering på første klasse

Nyheden Adobe Premiere Pro CS6 fjerner videosvagheder fra dit spejlrefleks og redder ujævne optagelser.

16. april 2012

De fleste har sikkert oplevet at komme hjem med videooptagelser, hvor motivet gynger lige en tand for meget, fordi man ikke har kunnet holde kameraet roligt nok. Det problem kan det nye videoredigeringsprogram Adobe Premiere Pro CS6 nemt løse med Warp Stabilizer. Funktionen undersøger ganske enkelt, om sekvensen sejler op og ned eller til siderne, og fjerner rystelserne automatisk ved at beskære klippene lidt, så man får et rolig billede.

Den nye version af Premiere Pro kan også fjerne en udtalt videosvaghed ved spejlreflekskameraer, hvor elementer bliver skæve, når man panorerer. Problemet skyldes, at al billeddata ikke læses fra cmos-sensoren øjeblikkeligt, men lidt efter lidt. Den nye funktion Rolling Shutter Repair kan fjerne denne forvrængning og er en stor hjælp til videoentusiasten.

Der er også en række andre nyheder som fx muligheden for at tilføje justeringslag til en række videoklip på samme måde, som man kender fra Photoshop, ligesom funktionerne til at finklippe sekvenser i real-time er blevet mere effektive. Du kan her læse meget om nyhederne i CS6 på engelsk. Pris og leveringstidspunkt er endnu ikke offentliggjort.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...