Baggrundssløring som på DSLR

Ny Cyber-shot-model fra Sony giver mulighed for at lave en af de flotteste effekter, som ellers er forbeholdt de langt dyrere spejlreflekskameraer. Og så kan kameraet tage tredimensionale fotos.

Konstruktionen af et kompaktkamera gør, at der stort set er skarphed i hele billedfladen, uanset om objekter er tæt på eller langt væk. På et kompaktkamera er linserne små i forhold til på et spejlrefleks. Linserne fungerer som en tragt, der samler lyset i et område, som øjet opfatter som skarpt. På et kompaktkamera er tragten lille, og vinklen, som lyset samles i, er spids. Det gør, at det skarpe område bliver stort. På et spejlrefleks er området derimod lille, fordi linserne er større, og lyset derfor samles med en mere stump vinkel. Det er derfor fysisk umuligt for et kompaktkamera at lave en flot uskarp baggrund, som man kender det fra et spejlrefleks. Men det problem har Sony løst med Cyber-shot DSC-TX9. Ved hjælp af funktionen Background Defocus tager kameraet nemlig to billeder hurtigt efter hinanden, hvor det ene foto er skarpt, og det andet er helt ude af fokus. Samtidig har kameraet målt afstandene på de forskellige elementer i motivet, så det ved, hvad der er forrest og bagerst, og så er det en smal sag at smelte de to billeder sammen med en flot uskarp baggrund. Kameraet kan desuden tage billeder i 3-d. DSC-TX9, der har en cmos-sensor med en opløsning på 12,2 mio. pixels, koster 3400 kroner.

Læs mere Læs flere nyheder i Digital Foto nr. 15, som er på gaden nu.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...