Baghjul til storebror

Det anmelderroste EOS 5D Mark II har fået en ny semiprofessionel lillebror. Billedchippen og opløsningen er mindre, men på en lang række punkter lægger EOS 7D afstand til sit berømte familiemedlem.

9. oktober 2009

Der bliver taget hul på en helt ny kameraserie med EOS 7D, der prismæssigt lægger sig i den semiprofessionelle ende mellem EOS 50D og 5D Mark II. Dermed bliver kameraet en direkte konkurrent til Nikon D300s, og det er Canons nye topmodel blandt spejlreflekser med en billedchip i APS-C-størrelse, der giver en brændviddeforlængelse på 1,6x.

7D er proppet med nye, spændende funktioner, som vil gøre ejere af EOS 5D Mark II misundelige. Der er 19 autofokuspunkter, som alle er af den præcise krydssensortype, mod kun ni på 5D Mark II. Man kan også vælge at opdele punkterne i zoner, så det fx er de fire punkter yderst til venstre, kameraet stiller skarpt med. Lysmåleren er også ny og forbedret. Den måler lyset i 63 zoner og tager blandt andet højde for farver og det valgte fokusområde, hvilket skulle give endnu større præcision.

Otte billeder i sekundet

Kameraet har hele to DIGIC 4-billedprocessorer, hvilket gør det muligt at tage otte billeder i sekundet. 5D Mark II klarer kun 3,9 billeder per sekund. Der er også kommet et vaterpas i kameraet, så man er sikret helt lige horisonter. Vaterpasset vises på lcd-skærmen eller ved hjælp af fokuspunkterne i søgeren.

Netop søgeren har Canon givet en ordentlig overhaling, så man nu ser 100 procent af billedet med en forstørrelse på 1,0x, hvor fx EOS 50D kun dækker 95 procent med en forstørrelsesgrad på 0,95x. Samtidig er 7D det første EOS-kamera med en såkaldt intelligent søger med en gennemsigtig lcd-skærm, der eksempelvis kan vise gitterlinjer eller de områder, som spotmåleren tjekker lyset i.

Man kan optage video i Full HD med 1920 x 1080 pixels med op til 30 billeder i sekundet. Man har desuden fuld kontrol over blænde og eksponering ved videooptagelse. Kamerahuset alene koster 14.699 kroner, men sælges også i et kit med et nyudviklet objektiv på 18-135 mm til 17.799 kroner eller med et objektiv på 15-85 mm til 20.499 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...