Læs også

Canon EOS 600D

Canon EOS 5D Mark II

EOS 5D Mark II

I tre år var det første EOS 5D det eneste kompakte full-framekamera på markedet. Siden har både Nikon og Sony meldt sig på banen, og det betyder, at Canon igen er vågnet op til dåd. Vi har haft resultatet til test, og Mark II er det bedste digitalkamera, vi nogensinde har prøvet.

4. december 2008

Efter de første meldinger om den længe imødesete afløser for det tre år gamle EOS 5D var det især de mange nye funktioner, vi var spændt på at opleve. Men allerede i løbet af den første dag med kameraet mellem hænderne var det gode, gamle dyder som autofokus og billedkvalitet, der stjal vores opmærksomhed.

Det var ellers ikke nogen nem opgave for Canon at komme igen i klassen med kompakte spejlreflekskameraer med full-frame, som den japanske virksomhed selv definerede med det oprindelige 5D tilbage i 2005. Sony Alpha900 satte i efteråret helt nye standarder for opløsning og detaljegengivelse, mens Nikon D700 i sommer demonstrerede en hidtil uset finkornet billedkvalitet i svagt lys ved ekstremt høj ISO. Men Sony havde problemer i svagt lys, og Nikons detaljegengivelse var fuldt anvendelig, men ikke imponerende.

Den store styrke ved det nye EOS er, at det kan begge dele. Kameraet spiller lige op med både Sonys topmodel og Canons egen, når det gælder detaljegengivelse. EOS 5D Mark II har næsten lige så fremragende billedkvalitet i helt svagt lys som Nikon.

Op til ISO 3200 er optagelserne fremragende fra 5D Mark II, ISO 6400 kan sagtens bruges, og helt op til ISO 12.800 er billedkvaliteten fuldt ud anvendelig. Desuden blæser Canon fuldstændig Nikon af banen, når det handler om at få de helt små detaljer med.

Den ekstra detaljegengivelse ses ikke på print op til A4. Den giver først og fremmest frihed til helt store print eller hård beskæring. Dertil kommer, at for de mange, der lever af at sælge deres billeder til fx magasiner, kan billedkvaliteten bare ikke blive god nok.

Objektivprofiler på nettet

Det er kun i begrænset omfang nødvendigt at arbejde med det store hjul til eksponeringskompensation bag på kameraet. Farvegengivelsen er mættet og flot, og kun i svagt kunstlys er der grund til at gribe manuelt ind.

Jpeg-billeddannelsen styres nemt og sikkert med Picture Style. Denne funktion rummer forprogrammerede opsætninger af farve, skarphed og kontrast, der passer til motivtyper som portræt, landskab med mere, lige som man kan lave sine egne profier. De ændres ved et tryk på en knap, og valget ses på lcdskærmen. Det er en uhyre vigtig funktion, hvis man gerne vil have flotte jpeg-billeder direkte ud af kameraet. Nikon og Sony har samme muligheder, men de fungerer ikke nær så godt i praksis.

Canons nye Auto ISO sørger for en lukkertid, der mindst svarer til brændvidden, altså fx 1/250 sekund til 250 mm brændvidde. Det er med til at sikre skarpe billeder. Den særlige funktion Peripheral Illumination Correction neutraliserer automatisk vignettering fra Canon-objektiver. Op til 40 optikker kan programmeres ind i kameraet, og mere end 60 profiler kan downloades fra nettet.

Full-frame-kameraer med høj opløsning er ekstra følsomme over for støv, men det nye EOS 5D Mark II er udstyret med Canons hidtil mest avancerede støvfjerner. Autofokussen hos Canon har alle dage været lidt hurtigere og lidt mere præcis end konkurrenternes, og sådan er det stadig.

Man kunne ønske sig flere fokuspunkter spredt mere ud, men de, der er, gør det fremragende ved alle lysforhold, brændvidder og motivtyper. Som det første professionelt orienterede spejlreflekskamera har det nye 5D mulighed for autofokus med ansigtsgenkendelse i forbindelse med live view. Det er den hidtil bedste, vi har set.

Hvor de fleste kompaktkameraer skal se ansigtet lige forfra for at kunne fokusere på det, fanges selv ansigter i profil med dette kamera. Den helt store svaghed er, at autofokussen ikke er kontinuerlig ved live view. Man skal trykke på knappen AF-ON bag på kameraet, før der sker noget. Det gælder også under videooptagelse. Det langt billigere Sony Alpha350 kan fokusere kontinuerligt under live view.

Fordi spejlhuset er større på et full-frame-kamera, bliver søgerbilledet det også, og det er en ren fornøjelse. Søgeren er klar og tydelig. Vil man have hjælpelinjer, kræver det dog matskiven EG-D til 399 kroner.

Lcd-skærmen er på 3,0 tommer og i absolut topklasse med 920.000 pixels og en betragtningsvinkel på 170 grader. Canons nye menusystem er klassens bedste, og eneste svaghed er, at knapperne oven på kameraet er for ens og sidder for tæt til, at de er nemme at betjene, når man har kameraet for øjet. Et ekstra batterigreb giver endnu bedre ergonomi med speciel udløser til optagelser i højformat.

Læs resten af testen og se vores testresultater i DIGITAL FOTO nr. 18/2008

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...