Friske farver på glatis

Olympus udvider nu deres hårdføre TOUGH-serie med det hidtil mindste og billigste medlem af familien

29. januar 2010

Nyheden mju TOUGH-3000 er en hårdfør sag, da det kan tåle fald fra halvanden meters højde og er vandtæt ned til tre meters dybde og frostsikkert ned til -10 grader. Kameraet er altså ikke alene velegnet til skituren, men også til en tur i bølgerne. TOUGH-3000 har en opløsning på 12,0 mio. pixels og 3,6x zoom, der dækker brændvidde-området 28-102 mm. Som noget nyt i serien kan modellen optage video i HD, og via et HDMI-stik kan man se sine optagelser i højeste kvalitet på sit fladskærms-tv. Kameraet har en indbygget hukommelse på en hel GB, og så bruger nyheden nu SD-kort, hvor kompaktkameraer fra Olympus traditionelt har anvendt xD-kort. Med det nye, indbyggede organiseringsprogram kaldet “ib” kan man fx let sortere fotos af personer via ansigtsgenkendelsen, hvorefter de valgte billeder kan vises på skærmen, tv eller pc.

Kameraet har indbygget billedstabilisering og en intelligent autofunktion, der analyserer motivet og selv vælger den rigtige eksponering. En særlig autofokusfunktion sørger for at holde fokus på motiver i bevægelse. Den lille, frække nyhed, som koster 1699 kroner, kommer i de fire friske farver Turquoise Blue, Oxide Red, Emerald Green og Hot Pink.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...