Glædelig jul!

Årets store ønske hos alle os fotointeresserede er allerede indfriet. Vi får en hvid jul, der holder kameraet beskæftiget i de kommende dage. Nok kan vejret være generende for mange i juletrafikken, men en tur i skoven med fotogrejet over skulderen er en effektiv opladning af de mentale batterier.

24. december 2010

Det har været et rigtig godt år her på Nordens største fotoblad. Vi har fået ny og meget bedre hjemmeside med daglige nyheder, test, kurser, videoer, forum og meget mere. Vi har indledt nye samarbejder med en række dygtige fotografer og skribenter, og vi glæder os til 2011, hvor vi kan se frem til spændende læserrejser, nye artikeltyper i den trykte udgave af bladet og meget mere.

På udstyrssiden er der også meget at se frem imod. Vi er dagligt i kontakt med de bedste kilder i branchen, og vi kender allerede navnene på nogle af de store kameranyheder, der rammer os i det nye år, så hold øje med bladet, hvor vi i hvert nummer sørger for at holde dig opdateret.

Med andre ord glæder vi os til at fortsætte med at lave gode fotoblade til alle vore læsere i 2011, og vi takker for opmærksomheden i 2010 og ønsker alle en rigtig glædelig jul - og husk nu kameraet. Statistisk set går der mange år, før vi igen får en hvid og fotogen jul.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...