Panasonic Lumix DMC-G1

Kompakt kamera med udskiftelig optik

Panasonic har fjernet spejlet i deres nye systemkamera. Nu er der i stedet en elektronisk søger med live view, som kan trække på fordele fra både kompaktkameraer og spejlrefleks.

20. november 2008

Efter et meget tæt samarbejde har producenterne Panasonic og Olympus nu udviklet standarden Micro Four Thirds, der er et helt nyt digitalt system. Det første kamera er Lumix DMC-G1 fra Panasonic.

Selv om spejlet er fjernet, er det lykkedes producenten at lave et meget kompakt kamera, der indeholder alle fordelene fra spejlrefleks, fx muligheden for at skifte optik.

I stedet for spejl og optisk søger bruges live view og en elektronisk søger. Netop søgeren har en opløsning, der svarer til hele 1,4 mio. pixels, og viser 60 billeder i sekundet, hvilket giver et meget klart og detaljeret søgerbillede.

Spejlreflekskameraer bruger normalt en lynhurtig fasedetektion til autofokus, men det kræver spejle og er derfor slet ikke en mulighed i det nye G1. Kameraet benytter i stedet kontrastdetektion, som kendes fra kompaktkameraer. Denne type er normalt langsommere end fasedetektion, men det er faktisk lykkedes Panasonic at skrue op for hastigheden, så den er mindst lige så hurtig som fasedetektionen på mange spejlreflekser.

Ved hjælp af live view og kontrastdetektion kan man både bruge ansigtsgenkendelse i kameraet og iA-funktionen, der kan genkende motivtypen og helt automatisk indstiller til fx landskab eller optagelse af makro.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...