Olympus E-PL1

Nemmere Micro Four Thirds

Olympus satser hårdt på deres serie af Micro Four Thirds-kameraer og kommer derfor med en mere brugervenlig og kompakt begyndermodel.

15. marts 2010

Den henvender sig især til dem, der ønsker det nemme fra et kompaktkamera kombineret med den fine billedkvalitet, man kender fra spejlrefleks.

Ligesom de to øvrige modeller i Olympus’ PEN-serie, E-P1 og E-P2, er E-PL1 udstyret med en Live MOS-sensor, der byder på en opløsning på 12,3 mio. pixels. Også dette kamera er designet meget klassisk, men er fysisk mindre end de to andre og minder lidt mere om Panasonic Lumix DMC-GF1 i udformningen. Ligesom GF1 har E-PL1 da også indbygget blitz, som popper op på samme måde.

E-PL1 kan tage tre billeder i sekundet, og der er bracketing-funktion til både hvid-balance og eksponering. Desuden er der indbygget sensorrens og billedstabilisering i kamerahuset, som fungerer uanset valg af objektiv. ISO går fra 100 til 3200, og med funktioner som i-Enhance og i-Auto sørger kameraet selv for, at alle farver står klare og tydelige, samtidig med at E-PL1 selv kan registrere, hvilken motiv-type man fotograferer. Med seks Art-filtre som fx Blød sepia, Diorama og Popkunst kan man lave kreative effekter allerede i optagelsen.

Effekterne virker også, når man optager HD-video i opløsningen 720 x 1280 pixels med 30 billeder i sekundet. I blitzskoen kan man tilslutte den elektroniske søger VF-2, som også følger med E-P2. Her skal søgeren dog købes som tilbehør for 2599 kroner. Olympus E-PL1 kan købes som hus alene for 4299 kroner eller i sæt med et objektiv på 14-42 mm for 4699 kroner.

Alternativt kan man købe kameraet i dobbelt sæt, hvor et nyt objektiv på 40-150 mm også medfølger. Dette sæt koster 5799 kroner. Der er desuden undervandshuset PT-EP01, hvis man vil have kameraet med på dykkerturen.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...