Nikon D60

Vil man lave et lille, let og godt spejlreflekskamera til en overkommelig pris, skal der skæres et par hjørner. Det har Nikon gjort med det nye D60, og langt de fleste hjørner er skåret fornuftigt. Men er kameraet en værdig del af den fornemme familie bestående af D80 og D300?

14. maj 2008

Vil man lave et lille, let og godt spejlreflekskamera til en overkommelig pris, skal der skæres et par hjørner. Det har Nikon gjort med det nye D60, og langt de fleste hjørner er skåret fornuftigt. Men er kameraet en værdig del af den fornemme familie bestående af D80 og D300?

I den senere tid har Nikon gjort sig ualmindelig positivt bemærket og formentlig givet en ingeniør eller to hos konkurrenterne sved på panden. Med kameraer som D300 og D3 har Nikon for alvor meldt sig ind i kampen efter en periode, hvor meget initiativ var overladt til fx Canon.

Nu kommer D60, der er et lille, billigt spejlreflekskamera. Det henvender sig direkte til familiefotografen med en stribe funktioner og programmer, der skal gøre fotograferingen nem og problemfri. Samtidig er kameraet næsten fuldt integreret i Nikon-systemet, der også benyttes af mange professionelle fotografer.

D60 kan i princippet arbejde sammen med alle Nikon-objektiver fra 1959 og frem. Når kameraet alligevel kun er næsten fuldt integreret, skyldes det, at Nikons objektivfatning er udviklet og forbedret mange gange. I praksis er det kun Nikon-objektiver med AF-S i modelnavnet, der kan bruges på D60. Med andre objektiver virker autofokussen ikke, eller automatikken bliver upræcis, fordi der kommer mangelfulde data fra objektivet. Det samme gælder eksterne Nikon-blitz. Kun tre modeller kobler 100 procent med automatikken i D60.

Foræring til konkurrenterne Designet er identisk med D40, og den glimrende ergonomi går derfor igen. D60 er en lille cm mindre end D80 på alle ledder og hele 130 gram lettere. Besparelsen er ikke mindst sket ved at erstatte prismet i søgeren med spejle. Konsekvensen er en mindre og mørkere søger.

Skærmen er på 2,5 tommer, hvilket ikke imponerer i 2008. Nikon har fravalgt live view, og det er o.k. at spare netop her for at holde prisen nede. D60 har videoudgang, så man kan se sine fotos på en tv-skærm. Videokablet er dog sparet væk. Til gengæld har Nikon D60 sensorrens, og det er guld værd.

Menusystemet er logisk opbygget og nemt at læse, men Nikon har stadig ikke fået det oversat til dansk. Det er en foræring til de dansktalende konkurrenter Canon og Sony. D60 bliver dog formentlig Nikons sidste spejlrefleks med det problem.

Menusystemet passer ellers godt til familiefotografen. Som standard er det sat op til Simple, og først når man låser op til Full, får man i P-automatikken adgang til nogle af kameraets bedste funktioner. Det gælder fx muligheden for at vælge Nikons programmérbare Auto ISO, der er markedets suverænt bedste, samt brugertilpasning af farvegengivelse, skarphed med mere.

Skærmen bag på kameraet viser som standard en grafisk afbildning af blænden, så begynderen nemt kan se og forstå indstillingen. Med et tryk på nederste venstre knap bliver billedet et andet. Nu er der adgang til hurtig indstilling af alle væsentlige funktioner med navigationsknappen, der passer med de ikoner, der kommer op, som vist på billedet af kameraet bagfra på næste opslag. Men selv om man har sat menuvisningen til Full, får man stadig kun Simple-mulighederne til rådighed ved indstilling fra selve skærmbilledet.

Autofokussen måler i tre punkter. Kameraet vil selv vælge det punkt, der er tættest på. Man kan også vælge selv at styre fokuspunkt på navigationsknappen, men også kun i tre punkter, og det er i underkanten. Fx på portrætbilleder er det svært at få et øje til at ligge lige i et fokuspunkt. Hastighed og præcision på autofokussen er i orden, men ikke på niveau med fx D80.

Helt nyt objektiv Nikon har bekendt sig til billedstabilisering i objektivet og har derfor udviklet en ny normaloptik med velfungerende billedstabilisering. Den gør det muligt at tage billeder ved tre til fire lukkertrin længere end normalt. Det hedder hos Nikon VR, der står for Vibration Reduction. Optikken leveres mærkeligt nok med stabiliseringen slået fra, men den er nem at aktivere på en knap på venstre side. Objektivet er af god kvalitet og balancerer perfekt på kameraet. Generelt er objektivet godt på 18 mm og fremragende på 35 og 55 mm ved blænde F8.0.

På fuld blænde er skarpheden naturligt nok mærkbart lavere. I svagt lys er der synlig vignettering på fuld blænde. Fortegningen er beskeden på 18 mm og ubetydelig på de længere brændvidder. Modlysblænden er sparet væk. Den kan og bør købes separat for 230 kroner. Eksponeringen er meget fin. Selv under de vanskelige lysforhold, som vi udsatte kameraet for i forbindelse med vores anmeldelse, gav D60 veleksponerede billeder, og den automatiske hvidbalance var også sikker. Det er i øvrigt også nemt at styre kameraet helt manuelt, hvis man ønsker fuld kontrol.

Billeder taget ved ISO 1600 kan tåle store forstørrelser, og først i svagt lys er der en del korn på H1- indstillingen, der svarer til ISO 3200. D60 har indbygget støjreduktion, men den ændrer desværre ikke så meget.

Detaljegengivelsen er god, og jpeg-billederne er af høj kvalitet. Vi har lagt et lille udvalg på månedens cd, så du selv kan få et indtryk af billedkvaliteten.

Man kan optage i raw-format og selvfølgelig jpeg samt begge formater samtidig, men pudsigt nok må man i så fald nøjes med en lavere jpeg-kvalitet. Nikon leverer stadig kun software med kameraet, der blot kan åbne rawfilerne. Vil man selv konvertere, og dermed udnytte raw-mulighederne, anbefaler Nikon, at man køber deres specielle software, men den er både dyr og dårlig, så konvertér raw-billederne i fx Elements i stedet.

De rigtige valg D60 er på gaden nu. Huset alene koster 4795 kroner, mens sættet med et objektiv på 18-55 mm koster 5795. Det er et godt køb.

Så samlet set er Nikon D60 en positiv udvikling fra forgængeren D40x. Den lidt lille og mørke søger er den svageste side i det daglige ved D60, men ikke mindst den sikre eksponering og den gode kitoptik med billedstabilisering vil give begynderen mange dejlige billeder. Kameraet er behageligt at arbejde med, og den opgivne batteriholdbarhed på 500 billeder holder i praksis. Med kameraet følger desuden gratis adgang til et totimers kursus kaldet Nikon Dschool Basic, hvor man kan lære grundlæggende fototeknik og få ideer til bedre billeder. Dermed er D60 et rigtig godt bud på et meget billigt digitalt spejlrefleks netop nu.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...