Sony HDRCX500

Ny sensor med lav støj

Sony opdaterer deres HD-flagskibe i HDRCX500-serien med en helt ny billedchip, der blandt andet lover meget lavere støj i optagelserne.

12. august 2009

Den nye cmos-sensor Exmor R er forbedret ved, at fotodioderne nu breder sig helt over en pixel i stedet for kun delvist. Det gør videokameraerne mere følsomme og dermed bedre til at opsamle detaljer i svag belysning.

Samtidig er konverteringen fra analog til digital nu indbygget i billedchippen, hvor den før var i et særskilt kredsløb. Endelig er fotodioderne blevet placeret tættere på overfladen af chippen, og alt dette sikrer tilsammen høj billedkvalitet. Den nye billedchip på 12,0 mio. pixels kommer i videokameraerne HDR-CX520VE og HDR-CX505VE, der har henholdsvis 64 GB og 32 GB indbygget hukommelse. De optager begge i Full HD med 1920 x 1080 pixels i formatet AVCHD, og som noget specielt bliver videosekvenserne automatisk konverteret fra interlaced til progressive med 50 billeder per sekund, når man afspiller dem via HDMIkabel.

Progressive giver i teorien et mere roligt billede. De to videokameraer nyder også godt af en forbedret billedstabilisering, der modvirker rystelser i tre retninger. Den nye Sony G Lens-optik har 12 gange optisk zoom, mens skærmen er på 3,0 tommer med en opløsning på 230.000 pixels. Som noget nyt kan videokameraerne følge et bestemt ansigti menneskemængden via ansigtsgenkendelsen, og så får videosekvenserne automatisk tilføjet gps-informationer og placeres på et kort. HDR-CX520VE og HDR-CX505VE koster henholdsvis 10.800 og 9000 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...