Nyt EOS 550D med vild skærm

Opløsning på både billeder og lcd-skærm er røget i vejret på den nyeste model i Canons populære trecifrede spejlrefleksserie. Og det nye EOS 550D har desuden fået funktioner fra langt dyrere familiemedlemmer som EOS 7D.

8. februar 2010

Lcd-skærmen bag på kameraet sætter rekord blandt spejlreflekser med en opløsning på hele 1.040.000 punkter, hvilket giver endnu flere detaljer, end man er vant til. Størrelsen på skærmen er 3,0 tommer.

Opløsningen på billederne er steget fra 15,0 mio. pixels på forgængeren EOS 500D til 18,0 mio. pixels. Billedchippen er nyudviklet og giver en brændviddeforlængelse på 1,6x.

Man kan naturligvis optage video med det nye spejlreflekskamera, hvilket foregår i op til Full HD med 1920 x 1080 pixels. Hvor den tidligere model kun kunne optage i den høje opløsning med 20 billeder i sekundet, kan man på 550D vælge mellem 30, 25 og 24 billeder per sekund, som på den dyre storebror EOS 7D. Desuden kan man nu slutte en ekstern mikrofon til kameraet, hvilket giver bedre lydkvalitet.

Kameraet har arvet lysmålingssystemet fra 7D, der måler lyset i 63 zoner og tager højde for fokus, farver og lysstyrke, når den optimale eksponering skal findes.

Det nye kamera koster 6299 kroner for huset alene.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...