Olympus E-30

Olympus melder sig ind i mellemklassen

Der bliver taget hul på en ny kameraserie med det dugfriske E-30, som henvender sig til den erfarne spejlrefleksbruger. Kameraet byder blandt andet på lynhurtig autofokus, der kan arbejde i svag belysning.

6. januar 2009

Japanske Olympus er nu klar til at tage kampen op mod entusiastmodeller som Canon EOS 50D og Nikon D90 med det nye E-30, der tilsyneladende er begyndelsen på en ny kameraserie. Det er nemlig det første digitale spejlreflekskamera fra Olympus med udskiftelig optik og to cifre i produktnavnet.

I 2000 og 2001 lancerede Olympus forgængerne E-10 og E-20, der fungerede som spejlrefleks, men havde et fast objektiv. E-30 er derimod et ægte spejlreflekskamera. Og det lægger sig da også på både specifikationer og pris mellem de billige trecifrede modeller E-420 samt E-520 og det halvprofessionelle E-3.

Skærmen er fuldt fleksibel, så man kan se den, selv om man skyder fra skæve vinkler. Der er naturligvis live view.

Langt hen ad vejen minder E-30 om sin storebror. Billedprocessoren er dog opgraderet, så man kan tage fem billeder i sekundet som med E-3, selv om opløsningen er sat i vejret fra 10,0 til 12,2 mio. pixels. Det nye kamera er dog ikke helt så robust bygget og mangler også storebrorens beskyttelse mod fugt og støv.

Virker i svagt lys

Det nye E-30 har et autofokussystem med 11 fokuspunkter, som alle er af kryds sensor typen, der giver stor præcision, når kameraet skal stille skarpt. Kameraets autofokus skulle være meget lysfølsom, så man kan stille skarpt selv i svagt lys, oplyser producenten.

E-30 rummer også en række effektfiltre, der fx kan forstærke farverne, give et drømmende skær eller efterligne effekten fra et gammeldags hulkamera.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...