Leica D-LUX 4

Små lækkerier fra Leica

Den tyske feinschmecker-kameraproducent Leica lancerer nu hele to lommekameraer. Det er det længe ventede D-LUX 4 og det lidt mindre C-LUX 3.

22. januar 2009

Men selv om det måske lyder en smule underligt, så er begge kameraer faktisk allerede præsenteret og er kommet på markedet under navnene Panasonic Lumix LX3 og det mindre FX37.

Forklaringen er dog ret simpel. Leica og Panasonic arbejder nemlig tæt sammen, og Lumixmodellerne vil sikkert storsælge i forhold til det dyrere mærke Leica. Det skal dog retfærdigvis siges, at der er lidt forskel på kameraerne, men i bund og grund er de ens, og hører man til dem, som sværger til Leica, er de to nye kameraer en kærkommen nyhed.

Lysstærkt objektiv

Leica D-LUX 4 er et lille kamera, men der er lagt et stort arbejde i udviklingen af det nye objektiv Vario-Summicron 2,0-2,8/5,1-12,8 mm, hvis brændvidde svarer til 24-60 mm i et klassisk 35-mm-kamera. Dette objektiv sætter helt nye standarder inden for mulig lysstyrke i kompaktkameraer.

Leica D-LUX 4

Kameraet kan betjenes helt automatisk, men heldigvis også manuelt på alle tænkelige måder. D-LUX 4 har en forholdsvis stor billedchip af typen ccd med 10,1 mio. pixels, og det kan fotografere og filme i fuldt 16:9-format i både jpeg og raw.

Dette kamera til 5495 kroner har et meget fleksibelt makroområde, som gør det muligt at gå helt ned på bare én centimeters afstand af motivet.

Leica C-LUX 3

Det andet nye kamera, Leica C-LUX 3, som koster 3995 kroner, kan ikke sammenlignes med storebroren, da det er et decideret Point and Shoot-kamera.

Her er der ikke rigtig nogen manuelle muligheder, og de få funktionsindstillinger, som fint findes i den danske menu, er meget enkle. Leica omtaler dette kamera som en model, som selv den mindst fotokyndige person kan betjene uden at gå på kompromis med billedkvaliteten.

Leica C-LUX 3

Objektivet er et Vario- Elmarit 2,8-5,9/4,4-22 mm med en brændvidde svarende til 25-125 mm. Billedchippen i dette kamera er også på 10,1 mio. pixels. Kameraet fås i både sort, metal og hvid.

Fælles for begge de nye Leica-kameraer er, at man kan få et større udvalg af eksklusivt ekstraudstyr.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...