Smart berøringsfølsom fotoramme til hjemmet

De digitale fotorammer, der de senere år har vundet indpas i mange hjem som alternativ til almindelige fotos og billeder, bliver nu væsentligt mere avancerede. Kodak er således klar med fem modeller, der har et berøringsfølsomt område omkring selve skærmen.

30. juni 2008

Med den følsomme kant kaldet Quick Touch Border fra Kodak forskånes skærmen for irriterende fedtede fingre. Desuden gør den det lettere at bestemme, hvilke billeder eller film der skal vises. Funktionen kan også anvendes til nemt at lave om på billedernes rækkefølge på skærmen. Rammerne findes med skærme på henholdsvis syv, otte og ti tommer. Den mindste fylder 23 x 16 cm, mens topmodellen måler 30 x 21 cm. De kan alle læse hukommelseskort af enten typen SD eller CompactFlash, og de fire største har 128 MB indbygget hukommelse og kan afspille film samt MP3-lydfiler via de indbyggede højttalere. De to største modeller kan også hente billeder trådløst.

Tilpasning til omgivelserne

Som noget ekstra kan man tilpasse rammernes udseende, så de passer bedre til ens hjem. Tilbehøret omfatter inderrammer og passepartouter i forskellige farver og materialer. Den mindste model, Kodak EasyShare P720, koster 849 kroner, mens topmodellen, Kodak EasyShare M1020, koster 2199 kroner.

Med de digitale rammer følger en ny softwarepakke kaldet Digital Display Software, der gør det let at ordne og redigere billeder samt at flytte billeder fra computeren direkte over til fotorammens skærm. Fotorammerne viser billederne i 16:9 bredformat, og skærmene er kalibreret med Kodaks Color Science-teknologi, der skulle give mere levende farver og naturlige hudtoner. De kan hænge på væggen eller stå på et bord.

Læs mere om: Kodak EasyShare P720

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...