Superzoom fra Samsung

Nu kommer der endnu en kombattant til klassen af superzoomkameraer. Nyheden Samsung WB5000 dækker fra vidvinkel på 26 mm til tele på 624 mm og har 24x optisk zoom.

12. januar 2010

Det lægger sig dermed i toppen af zoomfeltet og bliver kun overgået af Olympus SP-590UZ, der har 26x zoom. Der er tale om en helt ny kameraserie fra Samsung, der ellers de seneste år har fokuseret på lommekameraer med højst 10x zoom. Designet er da også markant anderledes og ligner mere en miniatureudgave af et spejlrefleks. Kameraet er udstyret med et Schneider-Kreuznach-objektiv, har optisk billedstabilisering og koster 2799 kroner.

Undgå lukkede øjne

Fotoentusiasten vil glæde sig over, at der ud over en række programmer også er mulighed for fuld manuel kontrol, ligesom man kan optage i raw. ISO kan skrues op til 3200, og hvis man accepterer en halvt så stor filstørrelse, kan man vælge ISO 6400. Der er indbygget ansigtsgenkendelse, som kan registrere op til 20 forskellige ansigter, og man kan søge efter sine favoritter, når man bladrer sine billeder igennem. Endvidere kan man aktivere kameraets smilegenkendelse, og med indstillingen Blink Detection Mode kan man undgå at få billeder af personer med lukkede øjne. WB5000 kan også optage HD-video i opløsningen 1280 x 720 pixels med 30 billeder i sekundet.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...