Læs også

Canon EOS 600D

Canon EOS 7D

Test af Canon EOS 7D

EOS 7D er Canons nye topmodel inden for kameraer med APS-Csensorer. Det har opløsning og hastighed som intet andet kamera i denne klasse. Se, om Canon efter to lange år i skyggen nu kan vippe Nikon D300S af tronen.

5. december 2009

Der skal ikke mange optagelser til, før man er klar over, at Canon EOS 7D er et ganske særligt kamera. Det ligger som støbt mellem hænderne, søgeren er fremragende, og udløseren har en kompetent præcision, der er svær at beskrive, men som gør, at man får billeder i det helt rette øjeblik. Om et kamera tager serier med tre eller fem billeder i sekundet, betyder ikke meget. Det er under alle omstændigheder for lidt til at give gode serier af action. Men EOS 7D tager hele otte billeder i sekundet, og det er nok til at følge med, når det går stærkt. På ISO 12.800 er lysfølsomheden god nok til at lave et imponerende nummer, som få andre kameraer kan. Man kan nemlig tage et billede i så svagt lys, at man ikke selv kan se noget. Uden flash er EOS 7D følsomt nok til at gengive detaljer i ting, der for det blotte øje henligger i totalt mørke.

Når man tjekker billederne på den store skærm på 3,0 tommer, får man straks et tydeligt fingerpeg om, at kvaliteten er fremragende. Det bekræftes, når man åbner billederne på en computerskærm. Canon er tydeligvis gået efter at vippe Nikon D300S af tronen som det suverænt bedste kamera i den store mellemklasse. EOS 7D fylder, vejer og koster nærmest præcis det samme, og de centrale specifikationer er alle lidt eller meget bedre.

Smart vaterpas i søgeren

Starter vi med søgeren, er den lys og kontrastrig og forstørrer for første gang på et EOS-kamera 1,0x. Den viser 100 procent af motivet. Canon har endelig overgivet sig og lavet en søger, hvor man kan tilvælge hjælpelinjer, noget som Nikon introducerede i 2004. Til gengæld er EOS 7D verdens første kamera med elektronisk vaterpas i søgeren, så horisonten kan holdes lige. Ved et tryk på en knap lyser AF-punkterne op, så de både oppe og nede samt til højre og venstre indikerer, om kameraet holdes lige. Disse informationer kan også kaldes frem på lcd-skærmen. Som EOS 5D Mark II, men modsat 50D, har Canon EOS 7D batteriindikator i søgeren.

EOS 7D minder i det hele taget meget om EOS 5D Mark II, bare med en lille sensor. Hjulet til programvalg har tre customindstillinger, men ingen motivautomatik. Lcd-skærmen er den samme med 920.000 punkter, og der er live view med ansigtsgenkendelse. Live view er markant forbedret. Nu kan man fokusere ved at trykke udløseren halvt ned, og her er Canon hurtigere end Nikon og næsten lige så hurtig som Sony.

Canons fantastiske menusystem er yderligere forbedret. Nu vises mange valg grafisk på den store skærm. Canon er normalt meget konservative, men EOS 7D rummer usædvanlig mange designmæssige forbedringer. Tænd/slukknappen er flyttet op bag programvælgeren, så den ikke længere er blandet sammen med låsen på det store hjul bag på kameraet.

Læs resten af testen i DIGITAL FOTO nr. 18/2009

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...