Test af Canon IXUS 300 HS

Med denne model FEJRER DEN DIGITALE IXUS-SERIE TIÅRSJUBILÆUM. Den kan prale med manuelle funktioner og HD-video i Super Slow Motion, og objektivet har en stor lysstyrke, men har IXUS 300 HS virkelig ingen svage punkter? Svaret får du her.

19. august 2010

Canons IXUS-serie var den første kameraserie, som fik tag i folk, der prioriterede et smart kompakt design og en høj brugervenlighed over klassiske fotografiske dyder som manuel kontrol og kraftig zoom. Den digitale familie har netop rundet ti år, og jubilæumsmodellen IXUS 300 HS lancerer nogle nye og overraskende tiltag, som man ikke tidligere har set i serien. Kameraet er dog ret konservativt, når det gælder opløsningen på 10,0 mio. pixels samt de 3,8x optisk zoom, som svarer til 28-105 mm. Her havde det været rart, hvis Canon havde skruet lidt op for ambitionerne, så man fx havde haft 5x zoom at gøre godt med. Mange af konkurrenterne har 24 mm vidvinkel, og det havde vi også gerne set her.

Dobbelt så lysstærkt Kameraet har F2.0 som største blænde. Her slippes der dobbelt så meget lys ind til billedsensoren som ved konkurrenternes blænde F2.8, hvilket betyder, at man sagtens kan fotografere i svag belysning uden brug af blitz. Den indbyggede blitz klarer sig dog udmærket, hvor især funktionen Smart Flash Exposure sikrer, at man undgår over-eksponerede billeder, selv om afstanden mellem motiv og kamera er ganske lille. IXUS 300 HS kan tage otte billeder i sekundet, men her falder opløsningen til 2,5 mio. pixels. Ønsker man at optage i maksimal opløsning, kommer man ned på 3,7 billeder per sekund. Som noget nyt i et IXUS-kamera kan man vælge både blændeprioriteret og lukkertidsprioriteret. De 22 motivprogrammer byder på sjove muligheder med fx et fiskeøjeprogram, som forvrænger proportionerne, samt miniatureprogrammet, der kan fotografere landskaber, så kun det midterste bliver skarpt. Med Smart Shutter kan man aktivere selvudløseren med et smil eller et vink, og benytter man ansigtsgenkendelsen, kan kameraet genkende op til 35 ansigter inden for samme motiv. Billedkvaliteten er i en klasse for sig. Især skarpheden og detalje gengivelsen imponerer, hvilket formentlig skyldes, at Canon har satset på en cmos-billedsensor, ligesom man har holdt igen med opløsningen.

Læs resten af testen i DIGITAL FOTO nr. 12/2010

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...