Panasonic Lumix DMC-GF1

Test af Panasonic Lumix DMC-GF1

Næppe har stormen efter det revolutionerende Olympus E-P1 lagt sig, før også Panasonic er klar med et lige så kompakt Micro Four Thirds-kamera. Panasonic har fulgt sin egen designfilosofi, og det er der kommet et godt kamera ud af.

14. februar 2010

Det centrale ved Micro Four Thirds-standarden er, at kameraet er bygget op omkring en stor kvalitetssensor fra et spejlreflekskamera, men at det ikke har spejlreflekssøger og derfor er konstrueret langt mere kompakt. Alligevel har Olympus’ og Panasonics kameraer udskiftelige objektiver og er tilmed integreret i Four Thirds-systemet, sådan at objektiver, adaptere, blitz og andet tilbehør derfra kan benyttes på kameraerne. Der er med andre ord endelig tale om en kameratype, der et langt stykke ad vejen forener kompaktkameraets små mål og lave vægt med spejlreflekskameraets store alsidighed og høje billedkvalitet.

Selv om Panasonic Lumix DMC-GF1 kan tage heftige teleobjektiver og ekstreme vidvinkelobjektiver, giver det dog ikke rigtig mening at arbejde på den måde. GF1 er det lette kamera til at have med i byen, som kan tage diskrete reportagebilleder i teknisk høj kvalitet. Det er et kamera, man kan tage frem, uden at det påvirker dem, man fotograferer, så stemningen ikke bliver ødelagt. Det gælder især, hvis man vælger kameraet med det nye og kompakte Lumix G 20mm/F1.7, der med brændviddeforlængelsen på 2x bliver til 40 mm.

Egen designfilosofi

Hvor Olympus har givet sit E-P1-kamera et velfungerende retrodesign, har Panasonic valgt deres egen linje. GF1 ligger tæt på Panasonics øvrige kameraer, som fx Lumix DMCLX3, sådan at nuværende Panasonic-brugere nemt finder sig til rette med den nye model. Designet er logisk og nemt at vænne sig til. Såvel kamera som objektiver er udført i en robust finish. Ergonomien er fornuftig, om end højre hånd ikke har meget at gribe om.

Der er al den automatik og de manuelle muligheder, man kan ønske sig, herunder Panasonics fremragende iA-automatik, der selv registrerer motivtypen, indstiller kameraet derefter og med et lille ikon viser, hvad det foretager sig. Man kan forprogrammere to forskellige sæt indstillinger af kameraopsætning, C1 og C2, fx til inde og ude under et bryllup, og hurtigt skifte mellem dem på indstillingshjulet oven på kameraet. Den mest markante nyhed er indstillingshjulet øverst bag på kameraet. Ved at trykke på hjulet skifter man mellem at indstille lukkertid og blænde, der vises på skærmen i et bånd, og eksponeringskompensation. Sidstnævnte vises med tal, der kun er 1,5 mm høje. Det gør unægtelig kameraet lidt mere besværligt at indstille.

I modsætning til Olympus E-P1 har Panasonic GF1 en lille indbygget blitz med ledetal 6. Den springer op ved et tryk på en knap øverst til venstre på kameraet. Panasonics FL360og FL500-blitz med ledetal 36 og 50 er kompatible. De koster dog 2899 og 5799 kroner.

Læs resten af testen i DIGITAL FOTO nr. 3/2010

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...