Anton Zeuthen nummer to i Nordisk Talent Award 2016

Dansk bryllupsfotograf i top i Nordisk Talent Award

Han kalder sig selv tekniknørd, og han arbejder hele tiden på udvikle sit talent. Det indbragte ham en flot 2. plads i Nordisk Talent Award 2016.

16. september 2016

Bryllupsfotografen Anton Zeuthen er 24 år og allerede en særdeles habil fotograf. Derfor kunne han også glæde sig over andenpladsen i Nordisk Talent Award 2016.

Vi var vilde med hans sikre stil og fanger intimiteten mellem brudepar i en stor variation af motiver.

Foto: Anton Zeuthen // By Zeuthen

“Efter jeg skød mit første bryllup, vidste jeg, at jeg havde fundet min niche. Nu bruger jeg størstedelen af mine lørdage på at fotografere bryllupper,” fortæller Anton, der til daglig studerer Digitale Medier & Design på IT-Universitetet – og spiller kajakpolo.

Kæmpe tekniknørd

Han fotograferer med et Sony Alpha7II, men til de første bryllupper, han skød, havde han ikke råd til dyre objektiver, så han brugte gamle manuelle Minolta Rokkor-objektiver fra 1970'erne.

Siden har han dog opgraderet, for han er faktisk lidt af en tekniknørd.

> Mød vinderen af Nordisk Talent Award 2016: Ung fantasifuld mester i manipulation tager sejren i Nordisk Talent Award.

“Jeg er faktisk ikke specielt kreativ eller intuitiv. Det er noget, der skal udvikles og plejes. Til gengæld er jeg en kæmpenørd, når det kommer til teknik og teori, hvilket også er en grundsten i min form for kreativitet,” forklarer Anton, der bruger meget tid på at læse fototeori for at forstå, hvordan et billeder kommer til at se ud fra forskellige vinkler, med forskellige objektiver og med forskelligt lys.

Foto: Anton Zeuthen // By Zeuthen

“Det giver mig ro til at udnytte mine locations bedre og arbejde mere med komposition og nye vinkler,” siger han.

Søger inspiration i udlandet

Anton bruger også meget tid på at hente inspiration fra andre fotografer, blandt andet fra den amerikanske bryllupsfotograf Ryan Brenizer, og da han for nogle måneder siden tilbød en endags-bryllupsworkshop i New York, var Anton på pletten.

> Se en video med billeder fra en række af de dygtige unge talenter, der deltog i Nordisk Talent Award 2016.

Følger du Digital FOTO på Instagram (@diginordic), kan du se mere til Anton i den kommende uge. Han rapporterer nemlig direkte fra sine oplevelser på fotomessen Photokina i Köln. En tur, som er en del af præmien i Nordisk Talent Award 2016.

Få gode tips fra Anton i det nummer af Digital FOTO, som er på gaden lige nu.

Anton Zeuthen // By Zeuthen

Foto: Anton Zeuthen // By Zeuthen

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...