Fotokonkurrence på Digital FOTO
© Wilma Nokia

Dronekonkurrence: De smukke, de skæve og de sjove konkurrencebilleder

Vores dronekonkurrence er nu afsluttet, og vinderbilledet er fundet. Men udover de fem finalister, der fik flest stemmer, har vi også samlet en håndfuld billeder, vi synes I skal se, fordi de er flotte, anderledes eller fik os til at grine.

16. marts 2018 af Sarah Marie Winther

For lidt over en måned siden spurgte vi, om du nogensinde har stået i en situation, hvor du tænkte "Gid jeg havde haft en drone?"

Det var der tilsyneladende mange, der havde.

I hvert fald modtog vi flere hundrede bidrag, og selvom en drone ganske vist ville have gjort underværker for mange af de indsendte billeder, var der også en hel del af dem, der i sig selv var både flotte, anderledes og sjove, og som vi ville ønske, vi kunne præmiere.

Du kan se konkurrencen og de danske bidrag her. 

De smukke billeder

Billederne herunder har ikke fået nær så mange stemmer som finalisterne, men vi synes alligevel, de kan noget helt særligt og derfor fortjener at blive vist frem. 

Bjerge og sø med genspejling

'Nature's Own Mirror', hedder dette flotte skud af norske Chris-Robin Sivertsen. Vi synes ikke engang, der er brug for en drone, når motivet er så bjergtagende som dette landskab.

© Chris-Robin Sivertsen
Siberian husky ved søen på øen Smøla

Fotografen kunne godt have tænkt sig en drone, så hun kunne få mere af det smukke og særlige landskab, den norske ø Smøla byder på, med på billedet. 

Vi er vilde med lyset i billedet, og hvordan den ulvelignende Siberian husky går i et med omgivelserne.

© Toril Bergheim
Helix broen over til Marina Bay Sands i Singapore

"Hvor ville det være fedt at flyve en drone rundt i det her futuristiske område" siger fotografen om sit billede af Helix-broen i Singapore. 

Vi synes nu også, at farverne og lyset danner et flot motiv fra jorden. 

© Henrik Sørensen
Karneval i Argentina

Vi ville godt have set, hvordan den farverige menneskemængde så ud fra luften, men vi er også imponerede over dybden og de stærke farver i dette billede fra et karneval i Argentina. 

© Christina Amundsen

De skæve billeder

Mand der kravler op i trappe på hus

Hvad gør man ikke for at få det rigtige perspektiv? 

Vi ville gerne have belønnet denne fotograf med en drone, men vi er også sikre på, at han er så dedikeret og kreativ, at han nok skal få de rigtige billeder alligevel.

© Daniel Szemenyei
Mand der kravler op i træ

Fotografen her må også siges at være dedikeret, og vi håber virkelig, at han fik det gode billede - og kom sikkert ned igen. 

© Vaari Ojala
Mand står på hænder på strand

Vi er vilde med den ferieagtige følelse, billedets motiv og farver giver os, og vi ville gerne have set den her positur fra luften.

© Sema Kösebas

De sjove billeder

Dame klatrer i træ med kamera

Vi forestiller os, at fotografen bag dette billede selv har måttet kravle op i et træ for at få et billede af fotografen her, der - uden tvivl - kunne have stor gavn af en drone. 

© Wilma Nokia
Gruppebillede på stranden

Selv med en selfiestick er det ikke altid hele familien, der kan være på billedet. 

Vi håber virkelig, fotografen her overvejer at anskaffe sig en drone til sit næste gruppebillede, selvom vi desværre ikke kan give ham én.

© Christian Thalin

Du kan se vinderen af konkurrencen og de fire andre, som fik flest stemmer i konkurrencen her

De øvrige billeder kan vi desværre ikke præmiere, men vi er meget glade for de mange kreative svar på spørgsmålet. 

Få bedre billeder i naturen med en smart kikkert og Digital FOTO. Se tilbuddet her. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...