5 tips til at få bedre billeder af biler

Med nogle få tricks kan du få meget flottere billeder af biler uden brug af særligt ekstraudstyr. Her får du fem af de bedste tips.

10. november 2015

Du behøver hverken dyre kameraer eller særligt ekstraudstyr for at få langt flottere billeder af biler. Der skal blot lidt omtanke til i optagelsen, og her får du en række tips, der giver flottere billeder uanset om du skyder med mobiltelefonen eller med et spejlreflekskamera.

Tænk over baggrunden En grim hæk, lygtepæle eller skilte i baggrunden skæmmer billederne og tager opmærksomheden fra bilen. Sørg for, at baggrunden er forholdsvis rolig, så bilen træder frem. Du kan fx bruge bølgende marker eller en ensfarvet garageport.

Skyd i bilens naturlige miljø En firhjulstrækker i en indkørsel ser ikke så ophidsende ud, men kører du den ud i terrænet og sørger for, at der kommer lidt mudder på den, ser den meget mere fræk ud. På samme måde kan du skyde familiebilen om aftenen i et moderne bykvarter eller en sportsvogn på en landevej i flotte landskaber. Husk bare, at du ikke må være til gene for andre trafikanter.

Udnyt lyset Høj sol giver tunge skygger, og selv om det kan klæde nogle biler, er mulighederne for flotte skud ofte bedre lige omkring solopgang og solnedgang, hvor lyset er blødere. En overskyet dag kan også være fin at skyde på.

Hold øje med spejlinger Fotografen kan nemt komme med som en spejling i den blanke lak eller i sidespejle, så tjek jævnligt kameraets skærm for at sikre, at man ikke kan se dig i billedet. Kan man det, må du skyde fra en anden vinkel.

Kom ned i højden Stiller man sig bare og tager et snapshot af bilen, er der næsten garanti for et kedeligt skud, men kommer du ned i højden og fotograferer i højde med fx forlygterne, kommer bilen til at se meget mere imponerende ud. Det kan også være med til at løfte den fra vejbanen, så baggrunden ikke udgøres delvist af asfalt.

Vil du have tips fra den erfarne bilfotograf, kan du læse vores artikel på ti sider, hvor han hjælper en amatørfotograf til at få bilfotos i professionel klasse. Her lærer du masser om komposition, ekstraudstyr og fototeknikker.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...