Red Bull Cliff Diving World Series

Fang vilde udspring på lørdag

I weekenden har du chancen for at fange spektakulær action, når verdens bedste udspringere springer ud fra Operaens tag og ned i Københavns Havn.

17. juni 2015

14 af verdens bedste udspringere vil endnu engang springe 28 meter ned i Københavns havn, når eventen Red Bull Cliff Diving World Series kigger forbi. Sidste gang eventen foregik her, var i 2013, hvor det lykkedes den professionelle fotograf, Peter Hove Olsen fra en båd, at skyde et billede, der senere blev kåret til Årets Pressefoto i kategorien Sport Action.

Han fortalte dengang til fagbladet Journalisten: "Det tog kun to sekunder, fra de satte af, til de ramte vandet, så jeg holdt stort set bare knappen nede og kørte fuld motor med 10-12 billeder i sekundet, når der var en, der sprang."

Konkurrencen bliver fascinerende at se på, når udspringerne laver deres øvelser og rammer vandet med 85 kilometer i timen, alt sammen med et af Københavns vartegn som kulisse.

Artem Silchenko

Sidste år lykkedes det russeren Artem Silchenko på billedet herover, at lave et nær perfekt udspring, som udløste fire 10-taller og en samlet score på 183 points, som i dag stadig er rekord. Russeren vandt senere mesterskabet.

Red Bull Cliff Diving World Series 2015 vil bestå af 10 faste udspringere, som deltager på alle stops, samt fire wildcards, som er individuelle ved de enkelte konkurrencer. København er fjerde stop i turneringen. Det løber af stablen lørdag den 20. juni klokken 14.00.

Læs mere her: http://www.redbullcliffdiving.com

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...