Find kameraet frem til ironman

Trænger du til at få luftet både kamera og falkeøje, så byder København i dag og de næste fire dag på både løb, cykling og svømning med masser af udfordrende muligheder for skarpe pletskud. Der afholdes nemlig KMD Ironman i weekenden.

19. august 2015

Skal teknikken finpudses og nye vinkler udforskes, er der i dag og de næste fire dage rigtig gode muligheder for at skyde gode actionbilleder, hvis du er i København og omegn.

I dag, onsdag den 19. august, varmes der op til weekendens Ironman med et 5 km. løb mod kræft. Who Is Number Fun Run, som det hedder, starter kl. 18.00, hvor 1500 mennesker sætter i gang ved Havnegade og derefter slanger sig gennem byen, blandt andet ind over Amalienborg Slotsplads.

De næste tre dage bliver der lagt på bålet til den store Ironman-begivenhed søndag, og hver dag afholdes der KMD 4:18:4, som er et motionstriatlon med 400 meter svømning, 18 km cykling og 4 km løb. De tre triatlons finder sted i Amager Strandpark mellem 18.00 og 21.30 torsdag og fredag og 8.00 til 11.30 på lørdag.

Og søndag den 23. august kommer så det store brag, nemlig årets KMD Ironman. Her gælder det om at få en rigtig god plads med objektivet trygt hvilende i hånden, når startskuddet lyder kl. 7.00 i Amager Strandpark i det 18 til 22 grader varme, eller kolde om man vil, vand. Efter morgenbadet på de 3,8 km, følger 180 km cykling nord på langs kysten, inden der sluttes af med det store finalemaraton på 42,2 km. Det hele ender på Christiansborg Slotsplads, hvor henholdsvis den kvindelige og mandlige vinder forventes i mål ved 15-16-tiden.

Du kan læse meget mere om tiderne, og hvor du skal stille dig klar med telen på www.kmdironmancopenhagen.com.

Har du glemt, hvordan det nu lige er, man gør det bedst, når man skal tage actionsfotos, så er der hjælp at hente i vores kursus lige her.

Psst...bliver det hele lidt for alvorligt eller lidt for trængt, løbes der også et motionsløb på søndag, der bugter sig fra Frederiksberg Slot, gennem Zoologisk Have og Søndermarken og til Carlsbergbyen. Se mere på www.cityruncopenhagen.com

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...