Marilyn Monroe on Fifth Avenue, New York City, 1957
Blandt de største stjerner

Sam Shaw har her skudt Marilyn Monroe på Fifth Avenue i New York City i 1957, og på udstillingen Remembering Sam Shaw i Odense kan man opleve mange flere portrætter af kendte.

© Sam Shaw

Ugens indspark: Det skal du opleve i december

December bugner af spændende fotoudstillinger og oplevelser - både i Odense, Århus, København, Ribe og Silkeborg! Se her, hvad vi anbefaler.

28. november 2017 af Louise Hagemann

Vores anbefaliner

I ugens indspark kan du læse om, hvilke produkter, udstillinger, projekter og andet i fotoverdenen der har fanget redaktionens opmærksomhed på det sidste.

I denne uge har redaktionschef Louise Hagemann ordet.

December er lige om hjørnet, og for mig er den ekstra hyggelige måned en perfekt tid til at pakke sig godt ind, eventuelt tage manden eller konen under armen og gå ud og samle ny inspiration.

Og der er – heldigvis – meget godt på plakaten i december. Her får du et udvalg:

Det skal du se i december nær København

Blandt sværvægterne i København har Louisiana inviteret den hollandske Rineke Dijkstra indenfor. Hun er med sine ultranærværende fotografier en absolut mester inden for portrætkunst, og jeg glæder mig til at opleve udstillingen, der kører frem til 30. december. 

Pige ved strand
Den enkelte og de mange

Rineke Dijkstras portrætter er ofte af børn, teenagere eller unge voksne, og hun udforsker typisk overgange og stadier på livets vej.

© Rineke Dijkstra, Polen, 26. juli 1992/Marian Goodman Gallery, New York, Paris and London/ Galerie Max Hetzler, Berlin og Paris/Jan Mot, Bruxelles

Når vi taler mestre, skal Kunstforeningen Gl. Strands udstilling med Stanley Kubrick også nævnes, hvor uddrag af film og interview samt billeder fra den markante instruktørs hånd ser dagens lys.

Stanley Kubrick og Jack Nicholson
På settet

Her ses Jack Nicholson og Stanley Kubrick på settet til gyseren Ondskabens Hotel fra 1980. På udstillingen kan man opleve fotografier og filmklip fra Kubricks karriere.

© Warners Bros. Entertainment Inc.

Desuden afholder Fotografisk Center i København deres tilbagevendende “Ung dansk fotografi '17" frem til den 17.12, mens Sorø Kunstmuseum præsenterer russiske plakater og fotografier i “Revolutionens billeder".

Det skal du se i december på Fyn

Hvem skulle ikke have lyst til at fejre december i selskab med en af tidens største ikoner?
I Odense på Brandts finder man udstillingen Remembering Sam Shaw, og det gør vi den grad – altså husker Sam Shaw, for han stod nemlig bag det legendariske billeder af Marilyn Monroe, hvor hendes hvide kjole blæser op i luften fra en rist i New York.

The Seven Year Itch, Los Angeles, 1954
Berømt skud

Billedet af Marilyn Monroe på risten i New York er nok Sam Shaws mest berømte, men han har taget mange flere fantastiske billeder i sin lange karriere.

© Sam Shaw

Sam Shaw nøjedes ikke med at fotografere Marilyn, og på udstillingen vises kendte og mindre kendte værker fra hans 60-årige karriere, alt fra fotojournalistik til sportsbilleder – og ikke mindst de mange portrætter af stjerner som Marlon Brando, Audrey Hepburn og Lauren Bacall.

Det skal du se i december i Jylland

I Silkeborg kan man frem til den 10. december nyde 65 fotografier af den internationalt anerkendte kunstner Cindy Sherman, der med sine provokerende og nyskabende portrætter, hvor hun bruger sig selv som model, har skabt megen debat og omtale.

Cindy Sherman-billede
Selvportræt

Cindy Sherman bruger sig selv i sine provokerende portrætter, der ofte skaber debat om kvindesyn.

© Cindy Sherman, Untitled #551, Courtesy of the artist and Metro Pictures, New York

Desuden kan Danmarks vidtstrakte kyster fotograferet af Janne Klerk opleves i Ribe, og i Aarhus dykker Hyun-Jin Kwak ned i sin koreanske barndom med storslåede, iscenesatte fotografier af uniformerede skolepiger.

Hold dig opdateret på, hvad der sker i fotoverdenen. Tegn abonnement på Digital FOTO, og læs bladet med det samme på din smartphone eller tablet med Wype-appen. Her får du desuden adgang til de seneste fem numre af Digital FOTO.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...