Bhutansk dreng i munkedragt

Sisse spottede denne unge munkeaspirant i et tempel i Bhutan. Med en lukkertid på 1/10 sekund er det kun drengen, der står skarpt, mens baggrunden er sløret. 

© Sisse Brimberg

National Geographic-fotografens mest magiske Bhutan-billeder

Hvordan skal du bære dig ad, når du fotograferer mennesker i et fremmed land? National Geographic-fotograf Sisse Brimberg deler sine billeder fra det lille kongerige Bhutan og giver tips.

7. februar 2018 af Sarah Marie Winther

Tilbagetrukne templer, træhuse med smukke udskæringer og frodige dale.

Det lille buddhistiske kongerige Bhutan gemmer på utallige fotomuligheder for den eventyrlystne naturfotograf, men der er også masser af spændende motiver indenfor portræt- og gadefotografi.

Det kan den danske fotograf Sisse Brimberg nikke genkendende til. Igennem mere end 40 år som fotograf på National Geographic Magazine har hun været i Bhutan flere gange.

De mest mindeværdige oplevelser er dem, hvor hun er kommet tæt på menneskene og har fået et indblik i deres verden.

Bhutansk munk med iPhone

Den røde munkedragt i hjørnet af billedet på telefonen afslører, at munken havde kameraet vendt mod sig selv - måske for at tage en selfie.

© Sisse Brimberg

Nye perspektiver i Bhutan

Et af Sisses yndlingsbilleder fra hendes seneste tur er fra et tempel, hvor hun blev mødt af et uventet syn, da hun kiggede ud ad et vindue fra øverste etage. Lige nedenfor sad der nemlig en munk med en iPhone.

“Han havde kamera-appen åben, og man kunne se, at han havde kameraet vendt mod sig selv. Det kan godt være, han lige havde taget en selfie,” fortæller Sisse begejstret.

I Bhutan må munkene gerne have personlige ejendele, også teknologisk udstyr. Denne modsætning mellem nyt og traditionelt skaber mange uventede scenarier, der giver finurlige og usædvanlige billeder.

“Det er aldrig nemt at få originale billeder med nye perspektiver, men mulighederne er meget bedre i Bhutan end andre steder,” siger Sisse.

Blandt andet derfor går vores store læserrejse til efteråret netop til Bhutan - med Sidse Brimberg som guide.

Bhutansk mor med børn

Billedet her er taget på et lokalt marked. Det er et af Sisses yndlingsbilleder, fordi det fortæller noget om det at få en lillesøster eller lillebror, man pludselig skal dele opmærksomheden med - og om hvor udmattende det er at være mor.

© Sisse Brimberg

Intuitiv fotostil

Når Sisse fotograferer de lokale, sker det ofte per intuition, og mange af hendes billeder er skudt fra brystet, fordi hun ikke kan nå at tage kameraet op til øjet, hvis hun også skal nå at fange lige nøjagtigt det øjeblik, hun har udset sig.

Derfor sidder kameraindstillingerne også indprentet i hendes baghoved, så hun ikke behøver stoppe og tænke over dem.

"Jeg bruger som regel et 24-70 mm-objektiv til gadefotografering, og så skal jeg bare huske at stille brændvidden til 24 mm – så ved jeg præcis, hvad kameraet ser," fortæller hun.

Læs mere om vors læserrejse til Bhutan på Bonnierexpeditions.dk. 

Bhutanske mænd i barbersalon
Sisse fik lov at stille sig bagerst i den travle barbersalon, hvor hun hurtigt gik i ét med omgivelserne, og mændene glemte at hun var der. Det gav nogle interessante resultater.
© Sisse Brimberg

I Digital FOTO nummer 4/2018, om udkommer i næste uge, kan du læse hele interviewet med Sisse Brimberg. Her fortæller hun bla om to fotoreportager, som nær endte fatalt. 

> Prøv to numre af Digital FOTO og få din egne kikkert for kun 49 kroner. Så kan du læse interviewet direkte på din mobil eller tablet.  Læs mere her.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...