Tag med på årets fotorejse

I august har du mulighed for at tage med DIGITAL FOTO til bjørneland og sikre dig en fotooplevelse for livet. Guide på turen er blandt andet den prisvindende fotograf Staffan Widstrand.

12. april 2012

Vores læserrejser er populære, og vi har tidligere været i Norge, Kenya og to gange i Grønland med vores entusiastiske læsere, og nu er turen kommet til det centrale Finland tæt ved grænsen til Rusland. Her finder man nemlig et af verdens bedste steder, når det gælder fotografering af brune bjørne, ulve, jærve og mange andre spændende dyr.

Som guide på rejsen, der foregår i dagene 4. til 11. august, er en af verdens bedste naturfotografer. Svenske Staffan Widstrand er nemlig med på hele turen, hvor han vil instruere dig undervejs og komme med konstruktiv kritik af dine billeder. Desuden er DIGITAL FOTOs chefredaktør, Klaus Nygaard, også med på turen, så der bliver rig mulighed for at lære nye kameratricks, blive en bedre fotograf og få nogle helt suveræne oplevelser i den finske natur.

Dag 1 Fotograferne Staffan Widstrand Lassi Rautiainen bringer deltagerne til hytten. Når vi kommer frem, tager vi direkte ud til fotoskjulene for at tilbringe aftenen sammen med bjørne, ulve og jærve, der er mest aktive i aften- og nattetimerne.

Dag 2-5 Vi sidder i skjulene med vores grej om aftenen og natten for at fotografere de fantastiske dyr. Når vi kommer tilbage til hytten, får vi en stor, finsk morgenmad, måske en tur i saunaen og evt. en svømmetur i den dejlige sø lige ved hytten, inden vi skal sove. Om aftenen er der middag, inden vi igen tager ud i skoven for at fotografere fra skjulene.

Dag 6 Vi besøger Martinselkosen Eräeskus, der er en vildtstation dybt inde i de finske skove. Her får vi forhåbentlig mulighed for at fotografere en bjørnemor med unger fra de professionelle fotoskjul i området.

Dag 7 Vi spiser morgenmad på vildtstationen og tager tilbage til vores hytte, hvor vi ankommer til frokost. Dagen går med efterkritik, tips til billedbehandling og anden fotohygge. Om aftenen tager vi for sidste gang ud til skjulene for at få flere vinderbilleder i kassen.

Dag 8 Hjemrejse. Alle bliver kørt til Kajaani Lufthavn, hvorfra vi flyver hjem med hovedet og hukommelseskortene fyldte med uforglemmelige minder.

Der er kun 12 pladser på denne enestående læserrejse, så det gælder om at være hurtig. Du kan tilmelde dig eller få flere oplysninger ved at skrive til [email protected], der arrangerer turen.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...