Foto: Alloverpress

Photoshop: en naturlig del af digital fotografi?

Deltagere bliver diskvalificeret i store fotokonkurrencer, og senest er Steve McCurry blevet afsløret i at manipulere i sine billeder. Men hvor går grænsen?

Den verdensberømte Magnum-fotograf Steve McCurry har gennem 40 år taget fantastiske billeder fra hele verden. Mest kendt er nok billedet af den afghanske pige med de grønne øjne, som har prydet forsiden af National Geographic - længe før Photoshop blev et naturligt arbejdsredskab for fotografer.

Dokumentarfotografen McCurry er i særdeleshed kendt for at fange virkeligheden - det umiddelbare øjeblik fanget på det helt rigtige tidspunkt. Men nu er det kommet frem, at han manipulerer sine billeder i Photoshop.

Det var en italiensk fotograf, som spottede et af McCurrys Photoshop-kiks på en udstilling i Italien. På et billede fra Cuba var der adskillige "klassiske" Photoshop-fejl, blandt andet en lygtepæl, som ikke var blevet klonet helt væk.

McCurry Photoshop fail

Ikke første manipulation fra McCurry

Det amerikanske fotomedie PetaPixel har efterfølgende fundet flere eksempler, hvor McCurry har manipuleret med virkeligheden i sine billeder - som her, hvor 8 - eller 9 - drenge bader i Bangladesh.

McCurrys originale billede fra Bangladesh
McCurrys manipulerede billede fra Bangladesh

Disse billeder er efter sagen er begyndt at rulle på nettet blevet fjernet fra fotosammenslutningen Magnums hjemmeside.

Mange afvises i konkurrencer

Det er langt fra første gang, at fotografer er blevet afsløret i manipulation.

I forbindelse med konkurrencen World Press Photo bliver adskillige billeder hvert år diskvalificerede - på grund af justering af lys eller kloning i Photoshop eller brug af fjernstyret flash. I 2014 blev hele 20% af de indsendte billeder afvist.

Billedet herunder af russiske Stepan Rudik fik frataget sin 3. plads i World Press Photo tilbage i 2010, da dommerne så nærmere på hans raw-filer og konstaterede, at en fod er klonet ud.

Stepan Rudik - World Press Photo 2010

Til konkurrencen om Årets Pressefoto i Danmark blev den danske pressefotograf Thomas Nielsen I 2012 diskvalificeret for en billedserie fra et herberg.

Fotografen havde brugt et paprør til at kontrollere lyset fra sin flash, så han kunne belyse motivet meget centreret og dermed lukke dele af billedet ned med helt sort. Dommerne mente, det var manipulation, hvilket er imod reglerne - også selvom "manipulationen" ikke var foretaget i Photoshop med i selve optagelsen.

Se artiklen med de omtalte billeder her.

Hvor går grænsen?

Photoshop er bestemt kommet for at blive, og vi kan næppe sikre os 100%, at fotografer ikke bruger det. Men er det ok?

Det kommer næppe som en overraskelse for nogen, at Photoshop er vidt anvendt i fx. reklamefotografi, men er det også ok i fotojournalistik og dokumentarfotografi?

Kom gerne med din mening på Digital FOTOs Facebookside.

Topfoto: Alloverpress

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...