Kevin Abosch Potato #345

Billede af kartoffel koster 7,5 mio kr.

Nej, dette er ikke et dystert reklamefoto af en økologisk kartoffel på tilbud, men derimod et kunstværk, der er dyrere end dit hus.

22. januar 2016

Fotografen Kevin Abosch er enten en heldig kartoffel, en dygtig fotograf eller en god købmand. Nok en kombination af det hele. Han er vild med at fotografere kartofler, og før du slår en alt for stor latter op, så solgte han et af billederne, med titlen "Potato #345", for 7,5 millioner kroner. Det var en samler, som forelskede sig i det 162 x 162 cm store værk i fotografens hjem i Paris og som derfor bare måtte eje det.

Kevin Abosch er uddannet biolog, så måske er det derfor kartoflen har en særlig plads i hans hjerte. Ligesom mennesker, er kartofler alle forskellige, men man genkender umiskendeligt med det samme, at der er tale om en kartoffel, er han hørt sige.

Kevin er vant til, at tingene skal koste noget. Da han i sin tid i 1990 besluttede sig for at være fotograf, bød han ind på et job hos CBS Records, og lagde sig på en pris på knap 35.000 kroner for en halv dags arbejde, da det var halvdelen af, hvad en berømt Hollywoodfotograf med navnet Herb Ritts tog, vidste han. Han havde ikke nogen portefølje med, men havde dog otte flotte fotos på sig, som han altid gik rundt med, og dem viste han frem. Firmaet syntes dog det var for dyrt så de blev enige om det halve, hvilket dog stadig er ganske fornuftigt for en halv dags arbejde.

Siden er det gået slag i slag, og berømtheder som Malaysias præsident og Johnny Depp er blevet foreviget af den (over)prisede kunstner på den sorte signaturbaggrund. En almindelig fotosession kan koste en million kroner, og skal billederne bruges kommercielt, så bliver det endnu dyrere, helt op mod 3,4 mio. kroner.

Kevin Abosch

Men ret skal være ret. Kevin kan faktisk noget, som er efterspurgt blandt de travle berømtheder og bestyrelsesmedlemmer. Det man får for de mange dollars er nemlig så lidt tid som muligt.

Kevin kan tage det perfekte portræt på sekunder, nogle gange kræver det kun to skud, før han kan sige tak for i dag, og direktøren eller stjernen kan komme videre i sit travle program.

Hvorfor så kartoflen, som jo må have masser af tid, skal koste så meget, er stadig lidt et mysterie. Men det må siges at være en god lille sidehobby.

Digital FOTO bringer her kartoffel- som selvportrættet med tilladelse fra manden selv.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...