Skyd familien til julekortet

Sådan laver du det perfekte julekort

Med et par simple tricks kan du hurtigt lave et julekort, der vil vække glæde, hvor det kommer frem.

28. november 2016

Traditionen med at sende julekort er måske ved at være passé, men det det personlige julekort, hvor man med et fotografi siger Glædelig Jul til sine nærmeste, lever stadig.

Det nemmeste er måske at finde et billede fra året, som er gået, men måske børnene er blevet større, eller du selv har fået briller, så de gamle billeder virker som ja - gamle billeder.

Her får du et par tips til at fange hele familien hjemme i stuen.

Få hele familien med

Har du ingen til at hjælpe med optagelsen af hele familien kan du bruge et stativ og selvudløseren på kameraet eller en fjernudløser.

Sørg for at baggrunden er neutral eller indeholder det juleri, som du gerne vil have med.

Placer familien, så de danner et stort A. Det giver en harmonisk komposition og understreger familiens samhørighed. Du får desuden plads i siderne, hvis du vil skrive en tekst i selve billedet.

Shutterstock

Få smilet frem

Hvis du vil fange et eller flere små børns opmærksomhed, kan du med fordel montere en Pez-dispenser i flash-skoen eller sætte et tøjdyr på kameraet.

På den måde er det lettere at få dem til at kigge I kameraet.

Få barnet med

En skål med risengrød, en nissehue og et stearinlys i baggrunden, så er scenen sat for det perfekte barneportræt.

Undgå at bruge direkte blitz og anvend dit standardobjektiv eller en kort tele. Brug en blændeåbning mellem F3.5 og F5.6, så der kommer en vis sløring af baggrunden.

Placer barnet i motivet, så du har plads til at skrive Glædelig Jul på kortet.

Print og send - rigtig glædelig jul!

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...