Tag kameraet med i baljen

Under vandet er mange ting anderledes - også for dit kamera. Her får du de vigtigste tips, og de farligste faldgruber.

Når du tilbringer ferien under bølgen blå, er der 3 måder at forevige den på - kameraposer, undervandshuse eller et decideret action- eller undervandskamera.

Uanset budgettet, så er ektraudstyret i dag så godt, at du skal ned på dybder, der kræver et certifikat, før du behøver bekymre dig om tryktætheden.

Men der er ting, du bør overveje, hvis du vil have de bedste resultater med til overfladen.

Alt bevæger sig 

I vandet er alt i bevægelse. Derfor bør du kompensere med hurtigere lukkertider. Det minimerer også rystelserne.

1/125 sekund og hurtigere vil fryse bevægelserne, mens langsomme lukkertider risikerer at sløre alt.

Svøm rigtigt 

Lidt dykkerundervisning er altid en god idé, hvis du vil have de bedste odds. Lær at være rolig og balanceret i vandet. Jo mindre du skal koncentrere dig om dykket, des bedre overskud har du til kameraet.

Gå kun ud i godt vejr, og start med at ligge i overfladen med maske og snorkel. Øv dig i at ligge med ansigtet nedad, og brug kun benene til at skabe fremdrift. Justér eventuelt med blyvægte, hvis du ikke kan flyde roligt nok.

Gå tæt på 

Uanset hvor eksotiske rejsemål, du besøger, er der partikler i vandet. Disse partikler vil gøre billedet grumset. Jo tættere du kommer på motivet, des mindre vand er der mellem objektivet og motivet - og dermed mindre grums.

En anden og meget klar grund til at gå tæt på, er farvernes forsvindingstrick. I løbet af bare få meter er et kamera ikke i stand til at fange de farver, der har de længste bølgelængder.

Rød forsvinder først, mens gul og orange også får det svært indenfor de første 5-10 meter. Blå og grønne farvetoner holder længst.

Sæt lys på 

Du kan nulstille farvernes forsvinden ved at sætte lys på dit kamera. Det er ofte en stor hjælp, og lidt kunstigt lys gør det også friere at vælge kameraindstillingerne, når turen går i dybet.

Efter dykket 

Har du været i saltvand, så husk altid at skylle grejet igennem. En spand ferskvand er alt, du behøver.

I Digital FOTO 11/2016, som er på gaden nu, kan du læse mere om at fotografere under vandet, ligesom du får en guide til de forskellige muligheder for udstyr til projektet.

> Læs også: 6 tips til lækre undervandsfotos

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...