Juno probe at jupiter

Billederne af Jupiter fra Juno kan få en sjov form som her. Det er fordi Juno ikke kan fange hele den oplyste side af Jupiter i et enkelt billede. Dette er taget i en afstand af 20.000 kilometer fra planeten.

© NASA/JPL-Caltech/SwRI/MSSS/Bjorn Jonsson

3 spændende facts om NASAs fotorejse til Jupiter

Efter knap fem år på farten er NASA-sonden Juno på plads ved Jupiter og sender helt unikke billeder hjem. Her er et lille kig på teknikken bag.

2. maj 2017 af NM

NASA-rumsonden Juno er godt på vej til at nå sit mål, for de første billeder fra sondens over 660 millioner kilometer lange rejse er nået frem. 

Juno sender nu billeder hjem fra Jupiter efter sin lange rejse. 

Sonden blev opsendt i august 2011, og nåede først frem sidste sommer. Siden er der gået tid med at forevige planeten på afstand, og det vil Juno fortsætte med indtil missionen ender i februar 2018. 

Her får du tre spændende facts om kameraets tur i rummet:

Billederne fra Jupiter er taget af Junos indbyggede kamera. Det er udviklet af Kodak.

© Foto: NASA – fra Juno Orbit Insertion Press Kit

1. Kameraet har kun 2,0 mio. pixels

Det lyder måske ikke imponerende, at man sender en rumsonde ud på en fem år lang rejse med et kamera, der har en sensor på 2,0 mio. pixels, men det er hvad Juno har. 

Sensoren er fra Kodak, og udviklingen af kameraet blev allerede påbegyndt i 2004 af Malin Space Science Systems. 

Flere billeder samles til ét, og derved kan man godt opnå en anvendelig opløsning alligevel. 

Samme kamera er også i brug i udforskningen af Mars.

Juno at Jupiter

Billederne bruges primært til forskning – Juno kan levere billeder i en bedre opløsning, end man kan få med teleskoper fra Jorden. 

© Foto: NASA/JPL-Caltech/SwRI/MSSS/Sergey Dushkin

2. Det tager lang tid at sende billederne hjem

At få data fra Jorden til Juno og tilbage er den store hæmsko i forhold til at få kæmpebilleder med hjem.

Junos forbindelse til NASA skal bruges til meget andet end at sende billeder, og derfor kan der kun sendes cirka 40 megabytes kameradata hjem over et helt kredsløb om Jupiter. 

Sådan et kredsløb tager 11 døgn. 

 Juno kort før opsendelsen i 2011

Her ses Juno kort før opsendelsen i 2011. Efter næsten fem års rejse kom sonden i kredsløb om Jupiter. 

© Foto: NASA

3. Ingen ved hvor længe kameraet holder

En anden stor udfordring er, at sonden drejer rundt – derfor vil det være umuligt at tage ét samlet billede ad gangen. I stedet tager Junos kamera en tynd stribe ad gangen i samme hastighed som sonden drejer. 

Billederne tages som regel, når Juno er helt tæt på Jupiter – det er typisk i en afstand på over 5000 kilometer. 

Man ved endnu ikke, hvor længe elektronikken i Juno kan holde, men man fotograferer indtil partikelstormene omkring Jupiter skader kameraet så meget, at det ikke længere er funktionsdygtigt. 

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...