Disse kameraindstillinger foretrækker de fleste danske fotografer

Disse kameraindstillinger foretrækker de fleste danske fotografer

Ved at se på EXIF-data for billederne til Årets pressefoto i 2017 kan man se, hvilket mærke og hvilke indstillinger danske fotografer foretrækker. Og det er ikke det samme som året før.

11. januar 2018

Hvilket kameramærke, objektiv og hvilken ISO er danske pressefotografers foretrukne? Og har det ændret sig i forhold til for ti år siden?

Pressefotografforbundet har kigget på EXIF-data i bidragene til Årets pressefoto. Det samme gjorde de for ti år siden, og det tegner et meget sjovt billede.

Man kan konstatere, at de fleste billeder til konkurrencen er taget med et Nikon-kamera med et objektiv på 24-70 mm, indstillet på 35 mm og en blænde F2.8. Sådan var det ikke for ti år siden.

Tallene er baseret på de 1942 billeder ud af 2073, hvor der fandtes brugbare EXIF-data.

Hvilket kamera er brugt i Årets Pressefoto?

Nikon står for størstedelen af årets billeder, mens Canon kommer på andenpladsen:

  • Nikon: 959 (fra Nikon D3 til D850)
  • Canon: 694 (fra Canon G7 til EOS 5D Mark IV)
  • Leica: 109 (modsat 29 i 2007)
  • Fujifilm: 79
  • Sony: 71
  • Olympus: 8
  • Pentax: 8
  • DJI (drone): 5
  • iPhone: 5 (fra 5S til X)
  • Ricoh: 4

I 2007 var Canon det foretrukne mærke.

Den mest populære kameramodel i 2017 er Canon EOS 5D Mark III, der står for 298 fotos. Dernæst kommer Nikon D5 med 221 af billederne.

Hvilket objektiv er brugt i Årets Pressefoto?

Det er slet ikke den voldsomme tele, som mange måske tror. I virkeligheden er det foretrukne objektiv en 24-70 mm, der primært er indstillet til 35 mm.

Herefter kommer en fast 35 mm F1.4 og dernæst en 70-200 mm F2.8.

Er der brugt flash i Årets Pressefoto?

Nej, ikke meget. Kun i ti procent af billederne.

Hvilken ISO er brugt i Årets Pressefoto?

Trods den store udvikling inden for ISO er den gennemsnitlige ISO i 2017 stadig ISO 400. I 620 af billederne har fotografen dog brugte mellem en ISO 800 og en 102.400.

Hvilket lukkertid er brugt i Årets Pressefoto?

Den mest anvendte lukkertid er 1/250 sekund, hvilket også var tilfældet for ti år siden. Den hurtigste lukkertid er 1/16000 sekund, mens den længste er på 30 sekunder. Begge disse er taget med LeicaQ.

Hvilken blænde er brugt i Årets Pressefoto?

De fleste billeder er taget på blænde F2.8. Det gælder 658 styks, mens 234 er skudt på en blænde F4.0.

Kilde: Pressefotografforbundet

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...