Facebook har udvilket 360 camera til vr

Facebook vil med på VR-bølgen

Er du blandt de heldige ejere af et Virtual Reality-sæt, eller VR briller, som de også kaldes, så er der snart mere at se på.

Verdens største sociale medie, Facebook, vil nemlig ind på vr-markedet. Men da Facebook lever af at dele indhold, skal brugerne først kunne skabe de 360-graders videoer og billeder, der passer til VR brillerne.

Lige nu optages disse videoer med mere eller mindre kreative kameraløsninger - men her har Facebook tænkt sig at være en del af markedet. Derfor har de udviklet Facebook Surround 360, som skal løse en lang række af de eksisterende tekniske problemer med 360 graders kameraer.

Surround 360, der mest ligner en stor snurretop, er udstyret med i alt 17 kameraer - 14 hele vejen rundt, mens tre vidvinklede objektiver tager sig af toppen og bunden.

De mange kameraer gør forskellen rent teknisk, for indtil nu har mange videoer i 360 grader været præget af, at samlingerne mellem billederne var synlige. Det er de ikke med Surround 360.

Et ønske om mere video

Arbejdet på Surround 360 begyndte for et års tid siden som et led i Facebooks strategi om at få mere video ind i alle brugeres newsfeed.

Af samme grund er det ikke Facebooks målsætning, at de skal være en kameraproducent - men der kommer ingen videoer, uden kameraerne bliver udviklet.

Hvis du selv vil have et Surround 360, så må du derfor væbne dig med tålmodighed. Selvom projektet er open source, så koster materialerne til et enkelt eksemplar i omegnen af 30.000 dollars lige nu.

Det er planen, at videoerne skal kunne ses på Samsungs Gear VR, Oculus Rift og i Facebooks egen app.

Til sommer kan designet hentes på Github, og derefter kan brugere og udviklere rode videre med deres versioner af det sociale medies snurretop.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...