Epson Perfection V200 Photo

Indskanning af fx gamle familiefotos bør ske i løbet af den nærmeste fremtid, før farverne forsvinder helt. Vi har undersøgt, om en så vigtig opgave kan overlades til en skanner til kun 900 kr.

19. juni 2008

V200 leveres med alle kabler og lover at kunne være installeret og i gang på under en halv time. Installeringen gik ikke helt så let som ventet, men lykkedes dog i andet forsøg, da Vista selv fik lov til at søge efter driveren på den medfølgende cd. Installationsvejledningen er meget enkel og på dansk. Det er Epsons skannersoftware derimod ikke, hvilket er lidt irriterende.

Skannersoftwaren kan åbnes selvstændigt, men det er bedst at skanne i fx Elements ved hjælp af Epsons driver. Herefter er det ingen sag at arbejde videre med billedet i Elements. Skanneren klarer dokumenter i op til A4, en stribe på seks 35-mm negativer eller helt op til fire monterede dias.

Vælg niveau

I skannersoftwaren vælger man imellem tre brugerniveauer. På Full Auto finder skanneren selv ud af det hele og gør det så godt, at mange aldrig vil bruge andet. Fx skannes et sort-hvidbillede ind som ren sort-hvid, altså uden farvestik. Billedet kommer op i original størrelse og 300 ppi, og A4 er klar på under 20 sekunder. Det er flot. Et dias kommer op i 10 x 15 cm i 300 ppi på knap tre minutter. Det er lidt irriterende, at V200 lukker ned efter hver skanning. Herefter skal den varme op igen for at være klar igen.

Home Mode

I Home Mode vælges, om der skannes i farve eller sort-hvid, og hvad billederne skal bruges til. I Professional Mode får man noget for pengene. Fuld kontrol over opløsning, størrelse, eksponering og så videre. Her kan man vælge Descreen Filter, der fjerner moirémønster ved skanning fra bøger, aviser og blade, samt Color Restoration, som forbedrer de falmede farver i fx gamle familiebilleder.

Professional Mode

I Professional Mode kan man skanne i kæmpestørrelser på op til 12.800 ppi. Det er et imponerende tilbud, men man får aldrig brug for denne ekstreme mulighed, som ville resultere i filer på over 100 MB. Til almindelig brug vil man naturligvis vælge langt mindre størrelser.

Der findes alle relevante indstillingsmuligheder i softwaren. Dog kræver det en del arbejde at få skanneren til at give mættede farver. Det er typisk for en flatbedskanner som denne. Der er ikke en optisk støvfjerner på V200. Det bør der faktisk være, hvis skanneren hovedsagelig skal bruges til film. Alternativet er, at du køber en decideret filmskanner. Skal du primært skanne papir, er V200 et godt valg.

Den medfølgende software tillader tekstgenkendelse, så fx indskannede avisartikler kan gemmes som Word-filer. Desuden kan man indskanne dokumenter direkte til pdf-filer, så de næsten intet fylder på harddisken, og sammen med en printer fungerer skanneren selvfølgelig også som en kopimaskine.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...