Canon klar med ny superprinter

Nu er der godt nyt til de printerglade fotografer, der sætter kvalitet i højsædet. Canon er nemlig klar med PIXMA PRO-1, som er et nyt A3+ printerflagskib, der især henvender sig til professionelle fotografer. PIXMA PRO-1 er den første A3+ printer i verden med 12 separate blækpatroner.

25. oktober 2011

Hvis man elsker at udskrive sine billeder i store formater og har brug for en optimal printkvalitet med meget fin farvegengivelse og flotte detaljer har Canon længe haft deres PIXMA PRO-serie, som henvender sig til professionelle fotografer og kræsne entusiaster. Med lanceringen af PIXMA PRO-1 tager Canon et nyt skridt fremad og tilbyder en model med hele 12 separate blækpatroner. Det er ikke tidligere set i en printer, som udskriver i A3+. Af de tolv patroner, er fem af dem monochrome, som skal sikre perfekte sort-hvid-gengivelser.

PIXMA PRO-1 understøtter 1200 ppi input, hvilket er det dobbelte i forhold til tidligere udgaver af PIXMA PRO-modellerne, og dermed skulle printeren leve kvalitetsmæssigt op til de mange pixels, en moderne digital billedfil rummer. Outputtet er A3+ print i op til 4800 x 2400 dpi.Og med den nye funktion Optimum Image Generating (OIG) analyseres billedet inden print, og PIXMA PRO-1 sørger derefter automatisk for at beregne den optimale blækkombination samt størrelsen på de enkelte blækdråber, som derefter placeres præcist på papiret af de 12.288 dysser i blækhovedet.

Canon har også arbejdet med udskriftshastighederne. PIXMA PRO-1 kan printe et A3+ print i gallerikvalitet på cirka to minutter og 55 sekunder, hvilket er intet mindre end fem minutter hurtigere end tidligere modeller. Workflowet er endvidere forbedret via blæktanke, der er ca. 2,5 gange større end andre sammenlignelige printere. Prisen for Canon PIXMA PRO-1 er 7999 kroner.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...