Tips til hukommelseskortet

10 gode tips til at undgå problemer med hukommelseskortet

Med disse simple råd til gode vaner, kan du minimere risikoen for, at dit hukommelseskort siger fra.

27. januar 2016

Du sætter dig foran computere, sætter hukommelseskortet i og forventer at se alle dine fantastiske feriefotos løbe over skærmen. I stedet får du en boks op med ordet "error". Eller værre endnu så er kortet helt tomt. Det må være enhver fotografs skræk.

Men hvis du lærer dig selv disse gode vaner i din omgang med hukommelseskortet, er risikoen for den slags fejl ikke nær så stor.

1. Brug en kort og kortlæser af god kvalitet 

Man får, hvad man betaler for, og et hukommelseskort af høj kvalitet er en en god investering. Brug gerne en kortlæser af samme mærke som dit kort.

2. Formater altid kortet i kamerat 

Formater kortet, inden du skal fotografere. Når du gør det i kameraet, er du sikker på, at formateringen passer til det specifikke kamera. Formatering i computeren kan resultere i fejlmeldinger.

3. Sluk kameraet før du fjerner kortet 

En af de letteste men også mest oversete måder at forhindre fejl er at slukke kameraet, inden man fjerner kortet. Hvis du glemmer det, risikerer du at fjerne kortet, mens kameraet stadig er ved at gemme filer, hvilket kan skade dine data.

4. Fjern kortet korrekt fra computeren 

Uanset om du bruger Mac eller PC skal du "bede computeren om lov" før du fjerner kortet. Hvid du glemmer det, risikerer du fejl på dine data eller i værste fald at kortet går i stykker.

5. Stop med at fotografere, inden kortet er fyldt 

Kameraet fortæller dig, hvor mange billeder der er plads til på kortet, men det er kun et estimat. Hvis du tager et billede mere, når kortet er fyldt, risikerer du at ødelægge hele kortet. Det er bedre at efterlade lidt ekstra plads på kortet, når du alligevel skal skifte.

6. Opbevar kortet et passende sted 

Støv, fugt og statisk elektricitet kan skade dit hukommelseskort. Pas på med at smide kortet tilfældigt ned i tasken eller i lommen, invester i stedet i en taske i anti-statisk materiale til at opbevare dine kort i.

7. Fotografer ikke, hvis batteriniveauet er lavt 

Batteriet er næsten ligeså vigtigt som hukommelseskortet. Lad være med at bruge batteriet helt op, hvis batteriniveauet er lavt, risikerer du, at batteriet løber ud, mens kameraet er ved at skrive til kortet, og så kan du miste alle dine filer. Skift batteriet så snart, kameraet indikerer lavt niveau.

8. Tænk dig om, før du sletter noget 

Det er ærgerligt, hvis du får slettet det forkerte billede undervejs. Hvis du sletter løbende, risikerer du desuden, at kortet giver problemer. Vent hellere med at slette billederne til du har overført dem til computeren - og gerne først når du har lavet grundig backup.

9. Stop med at bruge kortet, hvis du får en fejlmeddelelse 

Uanset hvilken fejlmeddelese du måtte få fra computer eller kamera, bør du stoppe med at bruge det pågældende kort med det samme. Tjek fejlen på nettet, spørg i netværket eller send det til reparation hos forhandleren.

10. Put ikke alle dine æg i samme kurv 

Et hukommelseskort har en levetid, og på et eller andet tidspunkt bliver det træt. Hav altid flere (nye) kort til rådighed, og hvis dit kamera har plads til to kort, kan du lave backup allerede i kameraet. Husk backup hele tiden - billeder er vigtige, og de kan være umulige at genskabe.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...