Lysstærk pandekage fra Sony

Sony er på vej med deres hidtil mindste objektiv til NEX-serien af spejlløse systemkameraer samt et nyt zoomobjektiv, der er specielt egnet til videooptagelser.

23. januar 2013

Det nye objektiv rager kun to cm ud fra kamerahuset og er dermed det hidtil fladeste pandekage-objektiv fra Sony. SEL20F28, som objektivet hedder, har en fast brændvidde på 20 mm og svarer dermed til 30 mm, når det sidder på et NEX-hus. Og med en lysstyrke på F2.8 kan man få en stor baggrundssløring og skyde i forholdsvis svagt lys.

Sony er også klar med endnu et objektiv til NEX-serien, så der i alt er 13 optikker at vælge mellem til de spejlløse kameraer. SELP18200 blev tidligere solgt i et kit med videokameraet NEX-VG30, men vil nu også blive solgt separat. Det har en brændvidde på 18-200 mm og en lysstyrke på F3.5-6.3. Objektivet er især udviklet til videooptagelser, men kan også bruges til foto, og har da også power-zoom, der giver glidende og lydsvage zoombevægelser. Man zoomer ved hjælp af en knap på siden af objektivet, og der er indbygget billedstabilisering.

Priserne er endnu ikke klar, men objektiverne skulle komme på gaden til april.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...