Makro af højeste kvalitet

Zeiss er snart klar med et lækkert makroobjektiv til alle, der bruger systemkamera fra Fujifilm eller Sony med APS-C-sensor. Der loves høj optisk kvalitet.

Objektiver fra Zeiss plejer at være lig med billedkvalitet fra øverste hylde, så der er noget at glæde sig til, hvis man leder efter et rigtig godt makroobjektiv og har enten et systemkamera fra Fujifilm eller et Sony med E-fatning. Zeiss sender nemlig snart modellem Touit 2.8/50M på markedet til de to systemer.

Der er tale om et ægte makroobjektiv med en forstørrelsesgrad på 1:1, så motiverne gengives i deres virkelige størrelse på billedchippen. Zeiss lover høj optisk kvalitet med blandt andet minimal kromatisk aberration helt fra nærgrænsen på 15 cm og ud på andre afstande, så optikken kan sagtens bruges også til portrætter. Den mindste blændeåbning er på F22.

Touit 2.8/50M har ni afrundede blændelameller, der giver en blød og tiltalende baggrundssløring, og skarpheden skulle være fremragende helt fra fuld blændeåbning på F2.8. Objektivet kommer på gaden i marts, og prisen lyder på 755 Euro plus moms, så regn med omkring 7000 danske kroner i vejledende pris.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...