Nikons objektiver runder milepæl

Det går rigtig stærkt med at sælge objektiver til spejlrefleks og systemkameraer, og Nikon har nu nået en ny milepæl i produktionen.

21. februar 2014

I begyndelsen af januar nåede den samlede produktion af Nikons NIKKOR-objektiver til spejlrefleks- og systemkameraer op på 85 mio. Det er kun godt halvandet år siden, at Nikon nåede en samlet produktion på 70 millioner objektiver, så på blot 18 måneder er der altså blevet spyttet 15 mio. nye glas ud fra fabrikkerne.

Det første NIKKOR-objektiv til spejlrefleks blev lanceret i 1959, men NIKKOR-navnet er mere end 80 år gammelt og stammer fra Nikons oprindelige navn, som var Nippon Kogaku K.K., og ved hjælp af en forkortelse og tilføjelsen af et R, opstod navnet altså.

I dag er der 80 forskellige objektiver at vælge imellem til Nikons spejlreflekskameraer og systemkameraerne i Nikon 1-serien. De nyeste modeller er det kompakte AF-S DX NIKKOR 18-55MM F3.5-5.6G VRII, der blandt andet sælges i kit med det nye spejlreflekskamera D3300, samt AF-S NIKKOR 35 MM F1.8G, der er et lysstærkt objektiv, som kan bruges på firmaets full-frame-kameraer.

Læs også

MÅSKE ER DU INTERESSERET I ...